Det der med at leve har en underlig, slavisk how-to-manual. Der handler om at få en uddannelse, en kæreste, blive gift, anskaffe en lejlighed, få nogle børn, købe et hus, en hund, en bil, et sommerhus. Hvilke vilde følelser af uro og søvnløse nætter skabes derfor indeni én, når der er monumentale dele af livets A-B-C, man ikke kan se sig selv i? Hvis for eksempel det at blive forælder er det sidste, der står på ønskelisten? Ja, hvis lysten til at blive mor faktisk er komplet ikke-eksisterende, så man bliver steriliseret for totalt at undgå dét, der for de fleste andre er livets allerstørste ønske?

Det kræver mod og vilje at træde ud af hamsterhjulet. At rykke trygheden tilbage i køen, for at sætte eventyret først — uden at vide hvad morgendagen bringer. For behøver et liv egentlig altid at bestå af nine-to-five, indkøb og madlavning? Findes der måske et alternativ liv derude, hvor man kan finde lige så meget ro, glæde og mening med det hele? Ja, måske endda mere, end hvad livets leverpostej formår.

Først skabes vi, og så skaber vi. I barndommen skaber vi tårne af klodser og relationer til dem omkring os. Derefter skaber vi fundamentet for resten af vores liv. Vi uddanner os, skaber en karriere, en familie og et hjem. Men hvorfor skal livet partout være så firkantet, så strømlinet og så korrekt efter bogen? Hvad nu hvis man overhovedet ikke er til villa, Volvo og vovse? Findes der så et alternativt liv derude, hvor man kan finde lige så meget ro, glæde og mening?

Der er så mange ting, man forbinder forældreskabet med. Betingelsesløs kærlighed. Stolthed. Men at jeg ligefrem skulle finde mig selv i en bus, imens jeg roligt spiser mit barns aflagte bussemand, var jeg altså ikke forberedt på. Bliver man faktisk bare lidt for afslappet og klam af at blive forælder?