Kultur & Livsstil

Det kræver vilje at udfordre livets og din omverdens forventninger. At bryde med hverdagens trummerum og lade din passion lede vejen. For hvad gør du, når surfing - for dig - er, hvad livet handler om? Og din trang til at være i ét med bølgerne er så enorm, at alt andet end dét nedprioriteres? Hvordan finder du modet til at trodse alle velmenende, men insisterende stemmer, der fortæller, at du ikke kan leve af at gøre det, du elsker allermest? For hvad med uddannelse? Og det på trods af, at du faktisk har vundet DM i surfing hele seks gange.

Åh, parenthood. At være forælder. At være mor. At være far. Verdens største kærlighedsbombe — fyldt af livsbekræftelse, grin, glæde. Og træthed. Ej, men hold nu da lige kæft, hvor kan man blive træt af at være forælder. Over at dele matrikel med et barn, der er flintrende, fløjtende ligeglad, ja fuldstændig aldeles uinteresseret i, om du er en træt voksen. Livet som forælder kan føles lettere SOS-agtigt på de energiforladte dage, og netop derfor har vi samlet 10 bud på, hvordan du kan få sneget hvilepauser ind i livet med din djævelske og dødsens dejlige mini-klon.

Vi kender det allesammen, ik’? At være så bankehamrende træt, at ens hoved og krop bare slet ikke følges ad i samme tempo. Når man er så ikke-veludhvilet, at der er lige præcis 0% aktivitet oppe på øverste etage, og at man derfor får bragt sig selv i nogle åndssvage situationer, man ellers aldrig ville have været i, hvis trætheden ikke var dagens klodsede følgesvend.

Med bankende tics i mit venstre øjenlåg, vågnede jeg d. 8. juni i år og åbnede min telefon, hvor der lå en besked fra min mor: ‘I dag er det Annas fødselsdag, hurra! Tillykke med de 25 år’. ARGH! Akut panikfølelse. I et kort sekund funderede jeg over, om min indre tidsmaskine mon ville virke. Om jeg kunne blive sendt nogle år tilbage i tiden. Men nej, den duede ikke i dag. Så i stedet for tog jeg en dyb indånding med min nu halvt-50-årige krop, der fra dags dato var og er i forfald.

Sommerferien står for døren. Har du husket solcremen, dankortet, badetøjet, aftersun-lotionen og opladeren til telefonen? Åh for guds skyld. Husk nu den oplader! Hov vent, fik du egentlig pakket snacks til køreturen, pillerne mod den potentielle dårlige mad, must-see-listen og egen hovedpude? Klokken slår, klokken slår. Satans, kommer vi nu for sent afsted? Stressens sveddråber på panden pibler frem.

Det der med at leve har en underlig, slavisk how-to-manual. Der handler om at få en uddannelse, en kæreste, blive gift, anskaffe en lejlighed, få nogle børn, købe et hus, en hund, en bil, et sommerhus. Hvilke vilde følelser af uro og søvnløse nætter skabes derfor indeni én, når der er monumentale dele af livets A-B-C, man ikke kan se sig selv i? Hvis for eksempel det at blive forælder er det sidste, der står på ønskelisten? Ja, hvis lysten til at blive mor faktisk er komplet ikke-eksisterende, så man bliver steriliseret for totalt at undgå dét, der for de fleste andre er livets allerstørste ønske?

Det kræver mod og vilje at træde ud af hamsterhjulet. At rykke trygheden tilbage i køen, for at sætte eventyret først — uden at vide hvad morgendagen bringer. For behøver et liv egentlig altid at bestå af nine-to-five, indkøb og madlavning? Findes der måske et alternativ liv derude, hvor man kan finde lige så meget ro, glæde og mening med det hele? Ja, måske endda mere, end hvad livets leverpostej formår.

Først skabes vi, og så skaber vi. I barndommen skaber vi tårne af klodser og relationer til dem omkring os. Derefter skaber vi fundamentet for resten af vores liv. Vi uddanner os, skaber en karriere, en familie og et hjem. Men hvorfor skal livet partout være så firkantet, så strømlinet og så korrekt efter bogen? Hvad nu hvis man overhovedet ikke er til villa, Volvo og vovse? Findes der så et alternativt liv derude, hvor man kan finde lige så meget ro, glæde og mening?

Der er så mange ting, man forbinder forældreskabet med. Betingelsesløs kærlighed. Stolthed. Men at jeg ligefrem skulle finde mig selv i en bus, imens jeg roligt spiser mit barns aflagte bussemand, var jeg altså ikke forberedt på. Bliver man faktisk bare lidt for afslappet og klam af at blive forælder?

Okay. Nu kommer jeg måske til at provokere nogle lidt. Når jeg vover at påstå, at du lever et kedeligt og monotont liv. Ligesom alle andre. Ligesom mig selv. Men kan det tænkes, at der egentlig er noget om snakken? At de fleste af os har det med at gå direkte ned ad den ‘dikterede’ livsvej. Den uinspirerende livsvej. Den forudsigelige livsvej. At vi bliver på første side i Livets Store Kogebog — frem for at udforske de mere komplicerede retter bagerst i bogen. Skulle vi måske overveje at prøve noget nyt? Altså ændre lidt på livets stereotype opskrift?