På et splitsekund er jeg sendt tilbage til virkeligheden, og en gispende kulde breder sig på min bare hud. Der står jeg, det er mandag på en mandag, og der er ikke mere varmt vand. Før shampooen er vasket ordentligt ud af hovedbunden, er jeg stukket af fra det kolde gys og har opgivet håbet om en vellykket frisure. Min shampoo-befyldte novemberdag blev startskuddet til en nysgerrighed, da jeg samme morgen cykler forbi Nordhavnen, hvor jeg ser en flok af halvnøgne mennesker, der drages mod badebroen, der fører ned mod gyset.