Bliver han kold nu? Er kroppen helt stiv? Det er længe siden, manden i sengen ved siden af hende har trukket vejret. Det er meget fredeligt, og egentlig ligner det bare, at manden sover. Alligevel tør Vivian Isabella Lamhauge Petersen næsten ikke gå ud af soveværelset, for tænk nu, hvis han ikke er død alligevel.

“Jeg er simpelthen usikker, men jeg tror, han er død,” siger hun til mandens kone, da hun finder hende ude ved parrets heste. Manden havde været igennem et længere sygdomsforløb og var nu kommet hjem fra hospitalet for at dø. Men som pårørende til en døende kan man også få brug for at hvil, og derfor var Vivian blevet kaldt ud som vågekone gennem Røde Kors’ vågetjeneste.

Og her sidder hun så. På hendes første vagt som vågekone og tænker, at det havde været det mest rigtige, hvis det var hans kone, der havde holdt ham i hånden under det sidste åndedrag. Samtidig trøstes hun ved tanken om, at alle mennesker har muligheden for at have nogen hos sig, når de skal herfra.

Prøv lige at forestille dig det. At være med i et fremmed menneskes sidste øjeblik, ja, faktisk spille en helt central rolle i det. Det er ret særligt, og det er også sådan, Vivian beskriver sin første oplevelse som vågekone, som hun havde for et par år siden. Dengang var hun bare 25 år.

Uendeligheden i døden skræmmer

Egentlig kan hun ikke huske, hvordan hun stiftede bekendtskab med vågetjenesten, men da det gik op for hende, hvad det ville sige at våge, tænkte hun: “Det her skal jeg bare, for der er ingen mennesker, der skal dø alene.” 

Selv tænker hun ikke, at det hverken er stort eller imponerende, at hun som ung kvinde i midten af 20’erne er vågekone i sin fritid. For hende er døden ikke angstprovokerende. I hvert fald ikke på samme måde som i teenageårene, hvor Vivian kunne ligge vågen af dødsangst. Det var dengang, det gik op for hende, at døden ikke er noget, vi kan komme ud af.

“Det er jo ikke sådan, at man kan sige, at ’jeg vil ikke dø’. I og med at man lever, så skal man dø, og det var bare meget voldsomt for mig at finde ud af. Jeg kunne ikke rigtig dele det med nogen, for jeg var bange for, at hvis jeg delte det, så ville andre også opdage, hvor sindssygt det er, at vi skal dø indenfor en overskuelig årrække. Alle sammen. Og verden vil bare gå videre. Det er uendeligheden i døden, der virkelig var uhyggelig for mig,” fortæller Vivian.

Der var ellers ikke en særlig anledning til den pludselige dødsangst. Jo, hun havde oplevet dødsfald før, men ikke på den akutte måde. Det var snarere erkendelsen af, at vi alle skal dø, der pludselig stod som et dådyr, der var blevet fanget i lygternes skær – midt på livets ellers rolige landevej. Angsten var så at sige eksistentiel.

Vågetjenesten giver ro

I dag er Vivian ikke længere fyldt op af dødsangst, for hun har lært, at døden er en relativt rolig proces. De fleste gange er den døende faktisk allerede væk på sådan en måde, at det kun er føle- og høresansen, der er tilbage. Så synger hun lidt og aer den døendes hånd, så de kan mærke, at de ikke er alene.

I nogle tilfælde dør de efter et par timer. Andre gange strækker livets sidste fase sig over dage. Så skiftes hun og de andre frivillige i vågetjenesten til at sidde hos den døende i et par timer ad gangen. Men uanset forløbet har hun lært døden at kende som noget, der indtræffer tids nok.

“Det at være vågekone har givet mig en ro. Jeg har stadigvæk ikke lyst til at dø, og når jeg tænker på den her uendelighed, der er i at dø, kan jeg godt få ondt i maven. Men jeg håber på, at når jeg skal dø, så er jeg der, hvor jeg har fået nok af livet. I mit møde med døden har jeg oplevet, at de fleste bliver mætte af dage, så det finder jeg ro i,” forklarer hun.

Ifølge Ældresagens statusrapport fra 2017 var det kun 2 procent af de frivillige i vågetjenesten, som var under 39 år. Vivian kan da også sagtens følge, at det udefra set virker meget flot, at hun i så ung en alder har så modent et forhold til døden, at hun kan våge over dem, som af forskellige årsager ikke har en hånd at holde i på livets sidste rejse. Men for Vivian giver den gode gerning i vågetjenesten ro.

“Jeg kender jo aldrig personen, som jeg våger over, og jeg ved ikke, hvad de har lavet eller hvem, de er. I princippet kan det jo være en, der har været en dårlig far – men som vågekone er man 100 procent til stede i nuet for den døende. Og det er fandme smukt. At uanset hvad, så behøver vi ikke at være overladte til os selv i døden.”