Netop beslutningen om at lade sit barn anbringe var det, Line, i vinteren 2018, besluttede sig for at gøre. For hun måtte bare væk fra det bosted, hun – gennem kommunen – var blevet placeret i, fordi hun var en 19-årig ung, uerfaren mor, der befandt sig i et turbulent parforhold med sin daværende kæreste og faren til sit barn.

Halvanden måned inde i sin nye rolle som mor, fandt Line sig selv siddende alene på det uhjemlige, kommunale bosted for unge mødre — langt fra sin familie, langt fra sine venner. Omgivet af kommende og nybagte mødre, hun ikke kunne spejle sig i. Som hun ikke følte, hun hørte til. Hun blev mere og mere kvalt i situationen, og fordi at lyset for enden af tunnellen føltes så uendeligt langt væk, traf hun til sidst beslutningen om en frivillig anbringelse af sin lille søn. For hun kunne ikke mere.

Herfra startede en 2,5-årig lang kamp. En indre kamp med hende selv om et svært valg, en ydre kamp mod en omverdens fordømmende blikke og en indædt kamp for at få hendes søn hjem igen.

I sommeren 2020 får Line endelig opkaldet om, at hun kan få sin nu 2,5-årige søn ‘tilbage’. En glædens dag, der kun blev endnu mere glædelig, da Line senere samme aften står med en positiv graviditetstest i hånden. Hun er blevet kærester med en sød, rødhåret fyr, der efterfølgende har taget hendes søn under sine vinger, og som støtter hende, og beriger hendes liv med den stabilitet, hun ikke havde under sin første graviditet.

Line får en gave af livet. En mulighed for at tage revanche for fortiden — og det gør hun. Line er nu 23 år og mor til to hjemmeboende børn. To halvsøskende der endnu ikke aner, hvor forskellige deres første leveår har været, på trods af at de har samme mor. 

Hej Line. Let’s rewind og starte helt fra begyndelsen: Du bliver gravid som 18-årig og føder din søn i en alder af kun 19 år. Betegnelsen ‘ung mor’ er vel ikke helt skør at bruge om dig. Men hvad var (og er) egentligt dine egne tanker om at være ung mor? 

Mine egne tanker om at blive ung mor, da jeg som 18-årig fandt ud af, jeg var gravid, var udelukkende forbundet med en idé om, at det ville blive en fantastisk oplevelse. Jeg romantiserende det totalt! Jeg tænkte, det ville blive lykkeligt. Når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at mine naive tanker – kombineret med, at jeg var i et ustabilt og turbulent forhold – fortæller meget om, hvor ung jeg faktisk var.

De seneste fire år har modnet mig ekstremt meget, og jeg kan se mange ting meget klarere den dag i dag. Helt ærligt mener jeg ikke, at man skal få et barn, hvis man ikke er 100%  i stand til at passe på det. Og samtidigt er al begyndelse svær. Det er klart.

I min nuværende mødregruppe er der eksempelvis en førstegangsmor på 30 år, og hun føler sig altså lige så fortabt, som jeg følte mig, da jeg var 19 år. Uanset alder er der ikke nogen førstegangsmødre, der helt aner, hvad moderskabet egentlig handler om, før de står i det. Men vi kan selvfølgelig godt blive enige om, at der er en markant forskel på modenhed ift. at blive mor som 30-årig og 19-årig.

Okay, det lyder egentlig som om, at du dengang altså var ret lykkelig og ubekymret over at skulle være mor. Så hvornår gik det op for dig, at det ikke var en dans på roser at være ung mor? 

Jeg havde en ukompliceret graviditet, så det åbenbarede sig ikke for mig i løbet af de ni måneder, at det kunne blive en udfordring for mig at blive mor. Set i bakspejlet var der selvfølgelig en masse indikationer undervejs, der pegede i retningen mod, at en (frivillig) anbringelse kunne blive en realitet, hvis min daværende kæreste og jeg ikke kunne udfylde forældrerollen.

Når vi bl.a. var til check på jordemodercentret, fik jeg taget urintest, så de vidste, jeg ikke tog stoffer. Det var grænseoverskridende, for jeg havde jo aldrig taget stoffer! I løbet af graviditeten fik vi derudover også ofte besøg af en familierådgiver. Dengang var jeg meget uforstående over for al den kontrol, vi skulle igennem, men i dag kan jeg se, at det mere var møntet på min kæreste end på mig. Jeg havde sådan set ‘min sti ren’, men jeg var i et forhold med en usund person. Og derfor blev der holdt øje med os, men jeg kunne på en underlig måde sagtens se igennem al ‘kontrollen’, fordi jeg var så forventningsfuldt over at skulle at møde min søn.

Det var først, da jeg to dage før min termin kom på et bosted for unge førstegangsmødre, det gik op for mig, at det måske ikke ville blive den romantiske og lykkelige oplevelse, jeg havde forestillet mig.

Få dage forinden havde min daværende kæreste og jeg haft et voldsomt skænderi, så jeg blev placeret på bostedet for at få noget ro inden og efter fødslen. Jeg blev lovet, at jeg på bostedet ville få forskellige redskaber, der kunne hjælpe mig til at forstå, hvordan jeg kunne navigere i livet som mor. Men modsat, hvad jeg var blevet lovet, gjorde opholdet mig bare urolig og ængstelig. Jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for, og de noterede alt ned.

Både hvad jeg gjorde for mit barn, og hvad de mente, jeg ikke gjorde for mit barn. Jeg fik følelsen af, at jeg ikke kunne gøre noget som helst rigtigt ift. ham. Det var hårdt. Nu var jeg bare sat i bås.  Jeg flyttede ind på bostedet to dage før termin, og jeg boede der så cirka halvanden måned efter fødslen. Ja, lige indtil jeg ikke kunne mere.  

Beslutningen om, at en frivillig anbringelse var det rigtige for dig og din søn kan umuligt have været let at tage, Line. Hvad ledte op til, at du traf dén beslutning? 

Jamen jeg blev egentligt bare dårligere og dårligere af at bo på det bosted. Min daværende kæreste – og faren til min søn – havde ikke lov til at komme i mere end nogle timer om ugen, og det var ikke altid han kom, så ham kunne jeg ikke regne med. Jeg var derfor pludselig ikke kun ung mor. Jeg var også ufrivillig alenemor. Jeg stod med den her kæmpemæssige opgave helt, helt alene. 

Min søn havde en masse energi, var vågen om natten og sov om dagen. Den slags babyer findes jo! Men det vidste jeg ikke dengang. Jeg var ikke forberedt på, at en baby ikke sover om natten. Det var nyt for mig. Derfor var det svært for mig at være alene om natten, når han havde grædt flere timer i streg. Min hjerne fuckede med mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke om mig selv, om min nyfødte søn eller om noget som helst andet. Det gik ikke rigtig op for mig, at jeg faktisk havde et ægte barn i mine arme, jeg skulle tage vare på. Jeg fattede ikke, at han var mit barn. Jeg var så psykisk nedbrudt. 

Efter endnu en hård nat kom min familierådgiver på besøg. Bostedets medarbejdere fortalte hende alt, de havde noteret ned om mig og mit moderskab. Bl.a. havde en medarbejder holdt min søn et par timer to nætter i træk, så jeg kunne få en smule søvn, og det påpegede min familierådgiver, at der skulle komme styr på til næste gang, hun kom på besøg. Alle ved jo, at når man ikke får sin søvn, bliver alt uoverskueligt. Og jeg kunne simpelthen bare ikke rumme min søn til sidst. Jeg kunne ikke se mig ud af, hvordan jeg skulle kunne gøre det bedre. Jeg nåede til en erkendelse af, at jeg ikke kunne løfte opgaven alene. 

Jeg bryder derfor fuldkommen sammen til mødet med min familierådgiver, hvor jeg fortæller, at jeg simpelthen har brug for at komme hjem. Eller i hvert fald bare at komme væk fra alt det, jeg er i. Jeg kan huske, at jeg faktisk var helt ligeglad med, hvor jeg skulle hen. Jeg skulle bare væk. Væk fra min søn.

Hvordan fandt du ro i at træffe så voldsomt en beslutning, som en frivillig anbringelse er — og så endda frivilligt? 

Da jeg skrev under på papirerne om en frivillig anbringelse, var min eneste tanke, at nu var det endelig ovre. Det var en mega lettelse for mig. Fra dét tidspunkt, begyndte jeg at mærke min egen krop igen. Der gik faktisk et helt år, før jeg rigtig kunne mærke mig selv igen. 

Derfor finder jeg en rigtig stor ro i, at jeg på trods af at have boet på et bosted, hvor jeg ikke følte, jeg kunne mærke mig selv, alligevel kunne fornemme, at det ikke gik længere. Jeg tror, det var endt meget anderledes, hvis jeg ikke havde holdt fast på at træffe beslutningen om anbringelse på det tidspunkt. Selvom jeg blev rådgivet til at sove på det, kunne jeg alligevel bare mærke, at det var nu, der skulle ske noget. Jeg kunne ikke mere.

Men jeg vidste samtidig også, at jeg ville kæmpe, alt hvad jeg kunne for at få min søn hjem igen, når tiden var til det. Når min søn en dag kommer til at stille spørgsmål til hans år i pleje, vil jeg forklare ham, at det var gjort i kærlighed og i respekt for ham, så han kunne få de bedste forudsætninger for en god start på livet. 

Line, efterfølgende kæmpede du så 2,5 år for at få din søn hjem igen. Hvordan holdt du gejsten oppe, når du følte, alt trak i langdrag, og blev du nogensinde nervøs for, om din søn ville glemme, at du var hans mor?

Jeg var faktisk aldrig i tvivl om, at jeg ville få min søn hjem igen. Undervejs i anbringelsen blev jeg faktisk også mere og mere afklaret ift., at anbringelsen var det rigtige for min søn — og for mig.

Jeg skulle kunne være der 100% for ham som mor, og først når jeg var mentalt klar til dét, kunne vi blive forenet på fuld tid igen. Jeg fandt en stor tryghed i processen, og jeg havde nemmere ved at holde gejsten oppe, fordi jeg selv havde været med til at lave anbringelsen. Det har gjort en stor forskel, at jeg var så involveret, og at jeg så ham så meget, som jeg gjorde. Jeg kunne mærke fremskridt hele tiden. Fra kun at se ham nogle timer én dag i ugen, begyndte jeg hurtigt at hente ham både fra institution på faste dage og havde ham alene hele weekender.

Det, der gjorde mig mest urolig undervejs, var, om min søn blev for tryg ved plejefamilien. Ja, det kan virke egoistisk at sige, for selvom jeg nød at se, at min søn havde det godt og udviklede sig præcis, som han skulle, kunne jeg jo godt se og mærke, at der var en forskel på plejemoren og mig til samværene. Det var helt tydeligt, at min søn fandt større tryghed hos hende. Det var helt klart det, der gjorde mig mest urolig.

Når jeg var sammen med min søn og plejefamilien, slog det mig, om jeg nogensinde kunne blive hans primære omsorgsperson – i hans øjne? Første gang jeg fandt ud af, at han havde kaldt plejemoren for “mor”, fik jeg en kæmpe klump i maven. Men i stedet for at flippe ud, gav det mig bare mere blod på tanden til at fortsætte kampen for at få ham hjem. 

Nu har du omsider fået din søn hjem igen. Nu har han boet fast ved dig i ét år, og du har tilmed også fået en lille datter. Sætter hun en masse tanker i gang om alt det, du ikke oplevede med din søn?

Der er rigtig mange punkter og scenarier, hvor jeg er førstegangsmor i forhold til min datter. Så det er klart, at jeg i alle min datters udviklingstrin bliver mindet om, hvad jeg ikke oplevede med ham. Men som situationen var for mig på daværende tidspunkt, havde jeg ikke samme psykiske overskud til at være der for ham, som jeg er der for min datter i dag. 

Jeg er taknemlig for alt det, jeg oplever med min datter. Og jeg er uendelig glad for, at min søn er her sammen med mig. Men jeg ærgrer mig ikke over det, jeg ikke oplevede med ham, da han var mindre, for hvis den periode ikke var havde været en del af vores livshistorie, var vi måske ikke blevet forenet igen.

Jeg er meget taknemlig for alt det, jeg har i mit liv. Jeg har fået min søn hjem, jeg har en sød kæreste, der er den bedste bonusfar for min søn og den bedste far for vores datter. 

Her slutteligt kan du så forsøge at sætte nogle ord på, hvad moralen er med din historie, Line? Hvad vil du gerne, at man skal få ud af at læse om dig og din søns anderledes og tabubelagte start på livet sammen?

Jeg synes, det er vigtigt at sætte ord på alt det, der ledte op til, at jeg som nybagt mor kom helt derud, hvor jeg valgte at træffe den hårdeste beslutning i hele mit liv. En beslutning som mange mødre – og forældre –  nok aldrig vil kunne forstå. 

Det er en svær historie at fortælle, fordi anbringelser er så tabubelagte. Men min søn er altså kommet hjem til mig igen, og det har jeg jo været sindssygt heldig med… Eller heldig er faktisk så meget sagt, for jeg har eddermame kæmpet for det. I lang tid! Det har taget 2,5 år at få ham hjem, og jeg har kæmpet for det hver evig eneste dag. Så moralen må være, at man skal kæmpe for det, man tror på. For det, man har kært.

Absolut intet kan overgå den følelse, jeg har, når jeg går i seng hver aften og kigger ind til mine to børn, der ligger trygt på samme værelse og sover. Når jeg ser dem langt væk i drømmeland, kan jeg selv sove roligt. Dét syn har uden tvivl været kampen værd. Derudover er moralen med min historie også, at det faktisk findes en kæmpe styrke i at erkende sine svagheder, ligesom jeg gjorde i vinteren 2018.