True North Efterskole, TNE, ligger i den lille havneby Snaptun i Østjylland. Det første, jeg bliver ramt af, når man stiger ud på skolens parkeringsplads efter den halvlange køretur fra Aarhus, er lugten af hav. Ikke på den der fiskeagtige, klamme måde. Mere på den der måde, hvor jeg bare kan mærke, at luften er mere frisk og iltholdig.

Om al den friske havluft har steget forstander Karen Marie Madsen og ledelseskollegaen Nanna Andersen til hovedet, kunne jeg næsten tvinges til at tro. TNE er nemlig ikke en helt almindelig efterskole. Det er en efterskole, der har kastet sig ud i et eksperiment, hvor eleverne er en del af et større projekt. Et søvnprojekt for at være præcis. Et projekt, hvor der er blevet ændret på rammerne for indlæring, så de unge efterskoleelever har langt større mulighed for at trives. Ganske enkelt fordi, at hverdagen er indrettet efter dem, deres behov og med højde for deres udvikling.

Jeg suger den sidste mundfuld havluft helt ned i lungerne og træder indenfor i den omvendte verden, hvor jeg nu skal møde Karen Marie og Nanna.  

Hej Karen Marie og Nanna. Hvor får jeg bare lyst til at gå på efterskole igen, når jeg sidder her på TNE og får flashbacks til min egen efterskoletid. Nu er det jo nok ikke alle, der har gået på efterskole, så måske I vil starte med at forklare lidt om, hvilken slags efterskole TNE er? 

Jamen, TNE er grundlagt af Nicolai Moltke Leth, der er tidligere jægersoldat. Han har lavet Camp True North gennem snart 14 år, hvor han arbejder med, hvordan teenagere kan blive klogere på sig selv. De værktøjer arbejder vi videre med her på skolen, hvor vi i stedet for én intensiv uge, tilbyder unge mennesker et helt år med fokus på personlig, social og faglig udvikling. 

Arbejdet med de unge mennesker her på skolen har også en dybere mening, hvor vi gerne vil omsætte forskning til virkelighed for at tilpasse omstændighederne omkring unges læring og trivsel – samtidigt med at vi vil stille spørgsmålstegn ved den måde, vores samfund er indrettet på. Skolesystemet er indrettet efter en ‘voksenramme’, hvor vi tvinger unge til at møde kl. 08:00 om morgenen – der er helt i strid med deres biologiske, indre ur og udvikling. I enhver anden situation ville det jo være helt usandsynligt, at det var producentens behov, der var i centrum og ikke dem, der køber produkterne, ik’? Vores håb med søvnprojektet er at få sat gang i en dialog uddannelsespolitisk, ift. hvordan vi re-tænker skoletider, så de er bedre tilpasset de unge – så de rent faktisk kan få mere ud af den undervisning, de modtager.

Sejt nok. På TNE har I altså fuld fokus på de unge i alt, hvad I gør. I har bl.a. startet søvnprojektet, hvor jeres elever først starter skoledagen kl. 10:00. Hvordan fungerer det egentlig i praksis? 

Altså selve søvnprojektet havde været på tegnebrættet i noget tid. Men vi startede det konkret op under nedlukningen med corona i foråret 2021, så da de daværende elever kom tilbage til TNE, kunne vi prøvekøre søvnprojektet i tre måneder. Det blev til et slags pilotprojekt. Og nu kører vi så søvnprojektet ét helt år med vores nye elevhold, hvor omkring 80% af eleverne deltager i projektet.

Forud for at vi trykkede speederen i bund og startede projektet ‘ægte’ op, læste vi op på en masse research i forhold til unge og søvn. Bl.a. er vores søvnprojekt baseret på noget, der kaldes ‘sleep phase delay’, der bedst kan forklares på den måde, at unges hjerne – pga. biologi og pubertet – simpelthen forandrer sig i teenageårene, så deres naturlige trang til at blive trætte og til at vågne forskydes i forhold til voksnes.

Det betyder, at vi lige nu har et samfundsmæssigt problem, hvor vi laver skoleskemaet efter voksnes behov og ikke efter teenagerenes. Så vi tænkte, at vi simpelthen bare blev nødt til at prøve at udskyde skoledagen i respekt for vores unge mennesker. For hvis det at ændre omstændighederne for deres søvn virkelig kan gøre, at de både trives bedre og lærer bedre, bliver vi nødt til at prøve det af. Og det har vi så gjort – og det går virkelig, virkelig godt.

Skoledagen er helt konkret rykket fra kl. 08:00 til kl. 10:00. På den måde har eleverne nogle bedre forudsætninger for at bearbejde alt det, de lærer og laver, fordi de er mere friske. Men udover at starte skoledagen senere, er elevernes sengetid også ændret til kl. 23:30, hvor der skal være ro. Derudover skal eleverne også aflevere deres mobiltelefon til os hver aften kl. 22:00. Blåt lys hæmmer produktionen af melatonin, og det forsinker hele processen, der gør, at vi føler os trætte. Det betyder også, at de unge ikke har deres telefoner om natten, hvilket har påvirket deres søvn positivt.

Som et supplement til det tilpassede skoleskema og ingen mobil, har eleverne også fået udleveret et ur. Et søvntracking ur, som kan tracke ens puls i dagligdagen og se hvor aktiv, man har været. I nattetimerne registrerer det også søvnmængde og søvnkvalitet. På den måde kan de unge mennesker selv se og reflektere over, hvad det er, de har lavet i løbet af dagen, som har fået dem til at have en bedre nattesøvn. 

I praksis kan man godt kalde TNE for et eksperimentarium, hvor vi ser, at forskydning af sengetider og skoleskema kan virke i en ramme, hvor man kontrollerer rammen fuldkommen. Derfor vil det også være sværere for almindelige skoler og institutioner at indføre et søvnprojekt som vores, fordi de jo ikke er sammen med deres elever alle døgnets timer, som vi er. Men man kan gøre rigtig meget, selvom man ikke har de samme rammer, som vi har.  

Søvnprojektet lyder jo virkelig cool. Og for en som mig, der har været teenager og voksen lige længe, kan jeg godt huske, hvor hårdt teenagelivet var. Som voksen bliver man dog også mere skeptisk. Derfor bliver jeg nødt til at høre, om effekterne af projektet rent faktisk kan ses? 

Det største dataset, vi har på stående fod, er interviews med lærere og elever.  Lærerne beretter om elever, der er mere engagerede i morgentimerne og i morgensamlingen. Når der bliver stillet spørgsmål i timerne, bliver der rakt markant flere hænder op – og hvor det før kunne være sværere at få eleverne til at gå helhjertet ind i gruppearbejde og at deltage aktivt i timerne, kan vi nu se et større engagement fra eleverne. Det samme ses også i eftermiddagstimerne, hvor der også er mere energi.

Spørger vi eleverne, siger de også selv, de kan mærke en forskel. Specielt ift. de svære fag, der pludselig er blevet lettere at tilgå. Det er nemmere for dem at vide, hvad de skal sige, fordi de er vågne og friske til at deltage. 

I forhold til trivsel og fællesskab er der sket rigtig meget. I frygt for at lyde helt kønsstereotyp, fortæller mange af pigeværelserne, at de har en bedre dialog med hinanden, hvor de spørger mere ind til hinandens dag, hvad der har været svært eller godt i løbet af dagen. Drengene fortæller, at de nu for-sjov-slås mere, og på den måde kommer de også hinanden mere ved end før. Søvnprojektet har gjort så meget for fællesskabet.  

En forælder skrev faktisk til os, at hvis det lykkedes os at adskille teenagere og mobiltelefoner om natten, skulle vi indstilles til en Nobelpris. Det siger noget om, hvor stor en opgave det faktisk kan være at forsøge at få unge mennesker til at synes, at søvn er vigtigt. Vi har omkring 80% af vores elever, der deltager i søvnprojektet, så vi synes, at det er et fantastisk fællesskab, der bakker op om det her projekt. 

I bruger selv betegnelsen eksperimentarium om søvnprojektet, og projektet er vel også et eksperiment, der vil have vanskeligt ved at blive implementeret i den virkelige verden – eller hvad? 

Vi er altid interesserede i at fortælle om de erfaringer, vi har gjort os – og hele tiden gør os. Ikke fordi vi vil stå med løftet pegefinger eller fremstå bedrevidende, og vi skuer altid til andre skoler og institutioner, der har fundet smarte måde at gøre tingene på, og så spørger vi, om vi må låne den idé til vores skole. Vi håber rigtig meget, at andre også kan se på os og blive inspireret til at bruge nogle af de værktøjer, vi bruger i vores hverdag her på TNE.

I bagklogskabens lys kan vi dog godt se, at vi har ressourcerne økonomisk og personalemæssigt til at få sådan et projekt til at lykkedes. Vi er meget heldigt stillet. Men det er bare ikke realiteten for alle skoler. Det vigtigste for os at fortælle er derfor også, at man kan lave søvnprojektet på flere niveauer. At rykke skoleskemaet er det nemmeste, man kan gøre, det koster nemlig ingenting. Og så kan man bygge på med telefoner, ure, kurser eller hvad det nu måtte være. Men alle de tiltag som andre skoler og institutioner kan gøre, uden det koster noget, dét skal de altså bare gøre. Det er så nemt. Det kan virke voldsomt, når man høre, om alle de tiltag, vi har gjort, og mange skoler tænker nok, at det kommer de aldrig til at gøre. 

Alle skal ikke gøre som os. De forskellige skoler skal finde deres egen vej og indføre nogle tiltag, der passer ind i den specifikke skoles kultur. Så vil projektet sagtens kunne trives i den virkelige verden. 

Nå. Én ting er at høre, hvad de voksne på TNE fortæller og synes om deres eget projekt, en anden ting er, hvad de unge mennesker, der går på efterskolen, egentlig selv har at sige til søvnprojektet? Derfor skal eleverne selvfølgelig også høres. Karen Marie sørger for, at nogle elever, som endda har gået på efterskolen året før også, må skippe nogle minutter af deres undervisning for at tale med mig. 

Hej alle unge, smukke mennesker. Hvor er det dejligt, I vil dele jeres erfaringer og tanker om at være en del af søvnprojektet på TNE. Nu har Karen Marie og Nanna jo fortalt mig, om hvilket udbytte de ser, at søvnprojektet har givet. Men hvad synes I selv, at det har givet jer? 

Søvnprojektet har klart givet en ro på værelset, når vi ikke har vores telefoner om aftenen og natten. Det har også givet en masse positiv energi til at lave skoleopgaver, for når vi i timen inden sovetid ikke har vores telefoner bliver koncentrationen bare større. Det har også givet overskud sidst på dagen til at ramme fitten, så man også har muligheden for at komme i bedre form. Man er slet ikke så udkørt, fordi man har sovet bedre og længere. 

Nu kan man desværre ikke gå på efterskole hele livet, så frygter I ikke at skulle tilbage til en hverdag, hvor I skal i gymnasiet og videre ud i livet, hvor I igen skal møde kl. 08:00? 

Næh. Det er nok lidt ligesom med søvnprojektet, hvor vi også lige skulle vænne os til de nye omstændigheder, skal vi nok også bare vænne os til den slags hverdag, vi vil møde på gymnasiet. Det tager måske lige 14 dage, hvor man er rigtig, rigtig træt, men så bliver man automatisk vænnet til, at alarmen skriger een ind i hovedet umenneskeligt tidligt om morgenen, fordi vi skal tidligt op. Det handler altsammen om at ændre vaner.

Om den friske havluft i Snaptun nåede at stige mig til hovedet, ved jeg ikke. Men jeg må sige, at det er svært ikke at blive revet med af True North Efterskolens entusiasme og søvnprojekt. Nu går turen tilbage til Aarhus og dennes mindre fiskelugtende luft. Tak for nu, TNE. Vidunderligt med en skole, hvor det er umuligt at komme til at snooze for længe om morgenen.