Jeg har kradset lidt i den ellers så polerede overflade, vi dagligt bliver præsenteret for, når vi scroller over de små, æstetiske firkanter på Instagram. 24-årige Johanne driver ved siden af sit studie og studiejob Instagram-profilen @johannejesssen med fokus på styling og fashion. Hun er klar på at gøre mig klogere og komme lidt tættere på den umiddelbare sandhed om livet som influencer. Hvad er den hensigtsmæssige balance mellem perfektion og naturlighed, privatliv og æstetik, hårdt arbejde og prioriteringer? Og findes den overhovedet? 

Nå, Johanne. Vi kan ligeså godt starte ligepå og hårdt. Det er nok ikke nogen hemmelighed, at influencerbranchen er en branche, nærmest alle har en holdning til – på både godt og ondt. Så lad mig tage min fordømmende og uvidende hat på med det samme; Er det ikke hårdt altid at skulle fremstå så perfekt?  

Jeg synes helt ærligt, der er blevet skabt et billede af, at influencers spiser lyserøde blomster til morgenmad hver eneste dag. Men det gør jeg i hvert fald ikke. Og jeg forsøger ikke at fremstå uægte eller perfekt.

Men hvis jeg laver en kampagne for et stykke tøj, har jeg en interesse i at vælge det bedste billede, som inkluderer et godt lys, og at tøjet sidder pænt og naturligt. Her ser jeg det blot som et arbejde, ligesom så mange andre virksomheder og magasiner gør.
Men det er svært at finde en balance i, at man som influencer bidrager til en perfekthedskultur, som man ikke selv er herre over, for sociale medier vil aldrig være 1:1 med virkeligheden. 

Hvad er det værste ved at være influencer? 

Jeg møder ofte mennesker, hvor det første, de siger, når de møder mig første gang er ‘Åh, du er blogger.’ Jeg har haft svært ved at acceptere, at det er det første, folk ser ved mig, når jeg selv ved, at det er en relativt lille del af min hverdag og ikke mindst et meget lille indblik i, hvem jeg er som person.

Jeg har erfaret, at flere har en eller anden forestilling om, at samtlige influencers – inklusiv mig selv – partout tager billeder af alt – ‘insta-mad”, solnedgange eller pæne skyer. ‘Ej Johanne, skal jeg ikke tage et billede af dig lige her. Det vil være perfekt til bloggen.’
Men jeg har ikke lyst til, at nogen skal tage billeder af mig foran de lyserøde skyer, nu hvor jeg lige står og hygger mig i deres selskab. Instagram er ikke alt. Det er en meget lille procentdel af mig. Men det kan være rigtig svært at overbevise andre om. 

Og det næste oplagte spørgsmål; hvorfor har du så overhovedet lyst til at være influencer?

Dét at være influencer er rigtig fedt, fordi det er en åben dør til et hav af muligheder af kreativitet. Mulighed for at arbejde med en niche, jeg elsker, mulighed for at få kontakter i den branche, jeg ønsker at være i eller mulighed for at få et talerør, hvis det er det, man ønsker. 

Men jeg har samtidig taget et aktivt valg om, hvilken ‘type’ influencer, jeg gerne vil være. Mit univers har altid handlet om at formidle kreativitet og æstetik frem for at dele ud af mit privatliv og mig selv som person. Et valg, jeg kun er blevet mere bevidst om, efter jeg er vokset i antal følgere. Jeg vil simpelthen ikke have, det kommer for tæt på. 

Oplever du problemer med at sove, eller bekymrer du dig mere, hvis det kommer for tæt på din person?

Hvis min profil var meget personlig, tror jeg, jeg ville have rigtig svært ved ikke at tage kommentarer osv. med i seng. Jeg har det bedst med, at mine følgere ikke ‘kender’ mig. Jeg ville ikke kunne have et liv, hvor jeg skulle dokumentere alt, jeg lavede, og alle vidste alt om mig. Det, synes jeg, er ubehageligt at tænke på. Jeg er overbevist om, at tankemylderet ville komme snigende, hvis jeg gav så meget af mig selv, fordi jeg så også ville gøre mig selv meget sårbar. Det ville jeg ikke kunne holde til i længden. 

Derfor har jeg også slået mine notifikationer fra på Instagram, og jeg har skjult antal likes, så jeg ikke kan se likes på andres opslag og mine egne opslag. Alene af den grund, at det ikke skal have nogen større betydning. Inden for det seneste år har jeg prioriteret min hverdag en smule anderledes, og jeg har brugt mindre tid på Instagram, end hvad jeg før har gjort. Det har også resulteret i, at jeg har mistet nogle følgere, og det er selvfølgelig ikke det fedeste, når man har arbejdet for at opnå noget. Det skal på ingen måde kun komme an på følgere, og i sådanne tankestrømme husker jeg også mig selv på, hvorfor og hvordan jeg startede hele molevitten. Men det er uden tvivl noget, jeg har lært med tiden. Igen for at beskyttet mig selv og for at kunne holde til at være i den her branche. 

Men helt ærligt – det må da være enormt tilfredsstillende og booste din selvtillid, når folk anerkender dig for dit indhold? Og måske omvendt også skabe uro, når du ikke bliver anerkendt? 

Det kan skabe uro, at jeg føler, jeg skal forsvare det. Altså at jeg skal forsvare det som et reelt arbejde, som man kan tjene rigtige penge på. 

Samtidig kan det gøre mig usikker og skabe en uro, at jeg som influencer bidrager til den her perfekthedskultur. Fordi det er hverken noget, jeg har lyst til, eller noget jeg som person kan holde til – altså at fremstå perfekt og fejlfri. Det har været svært at finde en balance i at følge sin passion og gøre sit arbejde, fordi sociale medier har fået skylden for den herskende kultur, hvor alt er så rosenrødt og poleret. 

Samtidig finder jeg en ro i og bliver da også enormt glad, når folk anerkender mit arbejde på Instagram på lige fod med et hvilket som helst andet arbejde, eller som en hvilken som helst anden interesse eller passion. Jeg har eksempelvis arbejdet med styling i forskellige reklamefilm, og det stiller folk jo ikke kritiske spørgsmål til. 

Jeg kan tydeligt mærke, når jeg har brug for at tage en pause fra sociale medier, og jeg har fundet min måde at drive min Instagramprofil på, hvor jeg laver det jeg elsker, uden at lade det komme alt for tæt på.