Sangforslag til dig, der er ved at at rode dig ud i læsningen af denne artikel: Britney Spears med I’m Not a Girl, Not Yet a Woman. Velkommen til mit hoved.

Det var officielt første dag i resten af mit liv. Jeg var nu tættere på 50 end på nyfødt, og jeg syntes pludselig, jeg ikke havde opnået en fucking skid de seneste 25 år… Og samtidig kunne jeg jo godt se, at jeg har oplevet fucking meget. Men tilfredsstillelsen over mit nuværende ståsted i livet er ude af syne, og mit bud er, at den nok ligger nok i bunden af et Fernet Branca-shot på en dårlig, tilrøget bar på Jægergårdsgade.

Med ovenstående klip til min deprimerende halvt-århundrede-års fødselsdag siger jeg ikke, jeg har en kvartlivskrise. Jeg siger bare, at jeg er cirka en fjerdedel igennem mit liv og det endda kun, hvis jeg er heldig, når livets alderslykkehjul skal drejes…

Ej, okay. Who am I kidding. Lad os være ærlige.

Jeg oplever en buldrende kvartlivskrise ulme indeni mig i disse måneder – og nu har jeg dæleme også fået en smule tics i mit højre øjenlåg. Over at mit liv er langt fra – og samtidig præcis lige dér – jeg havde forventet, det ville være, når jeg skulle entrere mit 26. år her på jord. Og Jesus Christ, hvor føles det modstridende at have det sådan.

Denne indre tornado af modsatrettede følelser er som den vildeste limbo imellem lysten til barsel, basser, break-up, bolig og bajere. Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvor er jeg? Hvorfor er jeg? Hvordan er jeg? Er jeg faret vildt – eller er jeg bare… vild? Hvad burde jeg lave lige nu? Hvad burde jeg have opnået indtil nu? Hvad burde jeg… Og wow, vent lige et øjeblik…

Lad os faktisk stoppe akkurat lige hér.

Ved de satans to ord: JEG BURDE.

For ‘jeg burde’ er faktisk de mest belastende, barske ord at møde i denne fase af livet, jeg er i lige nu – og det går op for mig netop i skrivende stund.

Jeg oplever alt, alt for tit, at mit 25-årige jeg konstant sammenligner sig med alle andre omkring mig og skaber en helt masse burde’er for sig selv, der allesammen er sygt forvirrende at forholde sig til

For burde jeg egentlig droppe ud nu? Eller burde jeg have gjort det, da jeg var 20? Burde jeg sige mit job op? Burde jeg flytte til København… eller Korea? Burde jeg arbejde mere og sove mindre? Eller sove mere og arbejde mindre? Burde jeg få børn nu? Burde jeg have lyst til at få børn nu? Ej, jeg burde da rejse… Eller hvad? Burde jeg bo i et andet land, eller burde jeg stille mig tilfreds med min tilværelse her i Midtjylland? Burde jeg have flere penge på kontoen, eller burde jeg fyre alt, hvad jeg ejer og har af på et 16 mm filmkamera fra Bolex til 20.000 bobs? Argh, fuck it. Jeg køber sgu’ da en husbåd og sejler med vindens kraft til Argentina.

Nej, vent. Min bankdame ringer.

*Pause*



Det her konstante choulda, woulda, shoulda-cirkus, jeg er midt i for tiden vil ingen ende tage og tillykke, du er nu halvvejs gennem artiklen og føler dig måske lige så forvirret, som jeg er.

For fanden. Den her kvartlivskrise trækker tænder ud. Hver eneste fjer, jeg møder på min vej lige for tiden bliver til en hønsegård på nul komma dut, og alle de skide høns begynder at larme inde i mit hovedet. Igen. 

Det er sådan set ikke den fysiske alderdom, der skræmmer mig. For på sigt vil min røv forlænges 11 cm i nordgående retning, og det er jeg faktisk okay med. Det samme med rynkerne om øjnene og de slappe babser.

Det er derimod den indre følelse af, at mit liv allerede er passeret forbi. Uden jeg opdagede det, og det er det, der skræmmer mig. Og mine nervøse følelser om den der famøse lykke, vi allesammen stræber efter. Den føles så tæt på, men hvordan skal den egentlig føles? Altså lykken. Og hvad nu hvis jeg alt, alt for sent opdager, at jeg ikke har været sådan ægte lykkelig i livet…

Det stresser mig.

Hvis jeg var min egen bedste veninde, havde jeg nok sagt: Hey Anna. Hvis du stopper med at sammenligne dig selv med alle andre, er der ikke nogle grundsten at bygge en krise på’. Sagen er bare den… Det kan man jo ikke!

Heldigvis kan jeg finde en form for ro, når Mads & Monopolet spiller på min ene AirPod (har du set den anden, så ring på 22906841), da jeg opdager, at nogle mennesker er mere ude at skide end mig selv. Og at der er mange derude, der også kæmper med uforløste lykkefølelser og knuste drømme om livet, der slet ikke blev, som de havde håbet.

Så måske skal det at være 25 år nok bare føles som én stor, fed og urolig fiaskofølelse? Det er nok meningen med det hele. Håber jeg. I hvert fald er det der med indre ro og harmoni en umulig opgave for mig at mestre lige nu.

Kvartlivskrisen er benhård at kæmpe imod, og jeg ved ærlig talt ikke hvornår eller hvordan, den vil slutte. Jeg prøver bare at fortælle mig selv, at jeg nok har brug for den. At den er en del af gamet. Ligesom alle de andre livskriser, jeg fornemmer mennesker kæmper med. Ja, det er faktisk som om, at der på en eller anden måde eksisterer en krise til alle stadier af livet.

  • Jeg-er-teenager-krisen.
  • Hvad-skal-jeg-have-til-aftensmad-krisen.
  • Jeg-har-tre-små-børn-og-et-fuldtidsjob-krisen.
  • 7-års-parforhold-krisen.
  • Mine-børn-flytter-hjemmefra-krisen.
  • Midtvejskrisen.
  • Jeg-har-købt-en-racercykel-og-noget-stramt-lycratøj-krisen.
  • Overgangsalderskrisen.
  • Jeg-er-gammel-og-skal-nok-skal-snart-dø-krisen.

Alle de skide livskriser er måske allesammen til for udvikle os. For at forstørre vores livsperspektiver. For at gøre os til bedre mennesker.

Så hvis du, kære læser, også pludselig bliver ramt af fremtidsfrygten, fiasko-følelsen, ‘wtf-who-am-I-følelsen’ du er ikke alene og tillykke: Vores livstræer vokser! 

Siger min psykolog.