Det at tage og være på ferie er ikke altid det der rosenrøde scenarie med lækre, solbrune ben i poolen, Piña Coladas i bambus-baren eller Jussi Adler Olsen på strandstolen, som man havde idylliseret. Ofte bliver illusionen om den perfekte sommerferie skiftet ud med et tempo, der overhaler hverdagen stress og jag hurtigere end en BMW i højeste gear på den tyske autobahn. Vi er så forhippede på at opnå zen i sommerens ferieuger, at vi totalt glemmer at koble af, sætte tempoet ned og rent faktisk nyde, at pulsen nu omsider kan falde.

Så for at slå et slag for daseferien, har vi derfor samlet syv reminders, der kan hjælpe dig i kampen mod strandsælgerne, håndklæde-fighterne kl. 07:00 ved swimmingpoolen og din fobi for at gå glip af det hele.

1. Morfar er the good guy

Selvom FOMO efterhånden ligger dybt forankret i vores DNA, kan 20 minutter på langs være med til sikre, at kroppen kommer heeelt ned i gear. Powernap’en er et direkte getaway til forøget energi midt på dagen, men sover du længere end de famøse 20 minutter, vil du derimod komme ned i den dybe søvn, hvor hjernen slukker for unødig aktivitet – og du vil derfor kunne føle dig både groggy og pænt søvnig, når du vågner igen. Så hold dig til en 20 minutters morfar.

2. En ferie uden planer

Jo mere stressede vi er, desto mere fraværende er vi ofte også. Derfor kan alle – og specielt familier med børn – opleve enorm glæde ved ikke at have skemalagt hele sommerferien. En lettere kom kalender, betyder mere tid til dig selv og hinanden. Og nok også færre konflikter, når der ikke hele tiden er noget, der skal nås.

3. Nature, baby!
Smukke omgivelser, fornemmelsen af være fri og at være omgivet af fred og ro, er nogle af de ting, der gør os mennesker ret så glade i låget. Og den slags kropsglæde er altså nemmere at opleve, når vi færdes i det fri, end i storbyens kaotiske kaos. Utallige studier har gennem tiden understreget, at naturen er god for vores mentale sundhed og velvære. Som en rigtig god, økologisk og parabenefri balsam for sjælen.

4. Mad er en investering i dig selv
Det er beviseligt, at mad gør glad. Ja no shit, Sherlock! Så måske netop derfor, er sommerferien det oplagte tidspunkt til at glemme næste måneds regninger og omsider bestiller bord på den restaurant, du så længe har tænkt på at besøge? Eller måske er ferien det den undskyldning, du mangler for at købe en masse lækre slags råvarer, du normalt ikke forkæler dig selv med i hverdagen. Investerer du i mad, investerer du i dig selv. So go get that uimodståelige bøffelmozzarella hos den italienske delikatesse, du!

5. Giv øjnene et break
En formidabel måde at slappe rigtig godt af er at finde en bog, du kan forsvinde væk i. Men solens skrappe stråler, der banker ind ind på bogens hvide papir, og sidernes små, tætskrevne sorte bogstaver, kan gøre det svært for øjnene at stille skarpt på den fysiske bogs magi. Du kan med fordel i stedet for have en lydbog af selvsamme bog klar til ferien – og du har pludselig hænderne fri til at kunne drikke en bette øl imens. To fluer, ét smæk.

6. En smule aktivitet sikrer ro i kroppen
Let’s be honest; du har mest af alt bare lyst til at dase 14 fede dage i streg – og det har du i den grad også fortjent. Men hvis du bare engang imellem, i ferierusens miks af paraplydrinks og sololie, også husker at tage en lille gåtur, et slag stangtennis eller et par baner rygcrawl i poolen, vil du med garanti opleve, at din krop faktisk falder endnu mere til ro, når du rammer solsengen.

7. Invester i dig selv
Det er sundt for både din sjæl og krop at bruge tid på selvforkælelse- og pleje. Derfor kan en times massage være et rigtig godt værktøj til at opnå en fantastisk følelse af ro og afslapning. Om massagen bliver udført af en professionel massør eller af din partner er faktisk ikke så afgørende. Men lidt massageudveksling dig og din partner imellem kan selvfølgelig være et dejligt og ret ferieagtigt alternativ til den der obligatoriske hverdags ‘hyggestund’ om onsdagen.

Kilde: Det er skribentens egne tanker, men alle idéer og forslag er med afsæt i viden og forskning på det givne område.