Hele livet har Heidi Birch fra Asnæs vidst, at hun ikke vil være biologisk mor. Hun har aldrig oplevet at kigge ned i en barnevogn og følt noget som helst røre på sig. Og hun har overværet tilpas mange ulvetime-nedsmeltninger i Føtex til at vide, at det med mor, far og børn virkelig ikke var for hende.

Derfor tog IT-projektkonsulenten – på nu 38 år – et ret stort og anderledes livsvalg i efteråret 2018. Heidi lod sig nemlig sterilisere. Afskrev sig selv muligheden for nogensinde at kunne blive gravid. På en kold oktoberdag på en hjertevarm operationsstue på Herlev Hospital blev der definitivt lukket for Heidis æggeledere, og i samme sekund åbnede livet sig på ny for hende. Muligheden for at blive mor var hermed udelukket, og hun havde aldrig følt sig gladere, mere fri og rolig.

Men livet har det jo med at være en pudsig størrelse og to år efter sterilisationen, fandt Heidi sig selv siddende i en lejlighed på Frederiksberg. Nyforelsket. I en mand. Der var far. Til to børn. Og Heidi, der ellers havde svoret, at børn ikke var noget, der skulle ske i dette liv, blev pludselig bonusmor — og nogle nye, store følelser begyndte så småt at titte frem. Om at livet er meget mere komplekst end som så.

Hej, Heidi. Du har taget et markant og anderledes livsvalg end de fleste af os andre ved at blive steriliseret uden allerede at have biologiske børn. Har det været et bevidst valg, eller er det et ønske, der er opstået på din vej gennem livet?

Jeg har altid i min kerne vidst, at jeg ikke skulle være biologisk mor. Som en fundamental ting, jeg for evigt har kunnet mærke, jeg ikke ønsker. Jeg har aldrig misundt forældrelivet, og det har aldrig været noget, jeg har kunnet se mig selv i. Det giver ikke mening for mig. Jeg har et stort behov for frihed. Til at gøre, hvad jeg vil — når jeg vil. Jeg elsker at være ude at danse, drikke cocktails, se venner, date min kæreste, og jeg er også noget af en sofakartoffel, der elsker at spille Play Station til langt ud på natten. Jeg ville desuden omkomme af alt det ansvar, der følger med at være forælder. Jeg er et rigtig stort tænke- og bekymringsmenneske, så jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg ville håndtere den forpligtelse, det er at have biologiske børn. Jeg ville konstant have søvnløse nætter.

Men det er ikke fordi, jeg har gennemlevet et traume, der gør, jeg ikke vil have børn. Overhovedet ikke. Jeg er vokset op i den kærligste kernefamilie og er altid blevet elsket og støttet af mine forældre.

Jeg kan bare ikke se mig selv i den livsmodel, samfundet har stillet op. Jeg har ganske enkelt ikke lyst, så jeg har bevidst valgt det fra ved at sørge for, jeg ikke kan blive gravid.

Har din modvillighed mod samfundets slaviske A-B-C påvirket din søvn og kropsro?

Ja, meget. Jeg har jo i over 20 år dagligt tjekket ind med mig selv om, om morlivet var noget, jeg skulle eller ikke skulle — og det er altså hårdt. Jeg har også altid oplevet bekymringer og kæmpe uro, når min menstruation ikke er kommet på klokkeslettet, og jeg var i en overgang været ved at gå på kompromis med mig selv, fordi ‘presset’ fra samfundsnormen har været så stort. Og det er ikke ligefrem noget, der giver sjælefred. I en tidligere forelskelse var jeg ved at dreje hovedet om på mig selv, fordi min daværende kæreste ville have børn. Forholdet gik dog i stykker af andre årsager, men den der overbevisning om, at børn er en ‘obligatorisk’ ting og en ‘selvfølgelighed’, tog jeg desværre med mig videre.

Det resulterede i en gigantisk 30 års-krise, fordi jeg var i vild panik, da jeg pludselig fik rigtig travlt med at skulle nå få nogle børn. Det mundede ud i, jeg gik helt ned med både depression og stress, fordi jeg fuldstændig mistede mig selv, og hvem jeg er, i processen. Heldigvis kom jeg ud på den anden side af min sygemelding som en fornyet kvinde, der forstod, hvor vigtigt, det er at lytte til sig selv. Respektere sig selv.

Så Heidi, hvornår vidste du med sikkerhed, at sterilisation var det rigtige livsvalg for dig? Og hvordan ved man, at man ikke fortryder og ligger søvnløs over et valg, der ikke kan gøres om? 

Jeg vidste, at sterilisation var det rette livsvalg for mig, efter jeg – ved et uheld – blev gravid i 2017. Da jeg så den positive graviditetstest, vidste jeg med det samme, det ikke var noget, jeg skulle beholde. At det, der voksede i min krop skulle ud — og det kunne virkelig kun gå for langsomt!

Min verden gik totalt i stå, og jeg var i chok hele den uge, fra jeg tog den positive test om tirsdagen til om lørdagen, hvor jeg fik foretaget den akutte, kirurgiske abort. Det var en frygtelig oplevelse at få aborten. Kirurgen var ikke sød ved mig, og jeg vidste jo godt, hvad den lille blikspand for enden af operationsbordet var til… Ja, efter den abort var mit bæger simpelthen bare fyldt, og efter 20 års daglige spekulationer fik jeg endelig kigget ordentligt på mig selv. Og satte en grænse for mig selv.

Jeg kunne ikke udsætte mig selv for flere abort-oplevelser eller flere skal-skal ikke spekulationer. Sterilisation var derfor 100% det eneste rigtige valg for mig. Men min indre ro og specielt min nattesøvn var enormt påvirket i tiden op til sterilisationen. Selvom jeg var sikker i min sag, var det stadig en stor beslutning at tage.

Heidi Birch klargjort til sterilisationsoperationen, oktober 2018.

Hvordan havde du det fysisk og ikke mindst psykisk efter operationen? Følte du pludselig den store, indre ro, du så længe havde længtes efter?

Ja, jeg var simpelthen lykkelig, da sterilisationen var veloverstået. Jeg havde den vildeste følelse af frihed og lettelse! Nu var beslutningen endelig truffet og operationen gennemført, og jeg sov seriøst fantastisk i tiden efter. Jeg følte en kæmpe gennemslagskraft indeni, og jeg kunne mærke, jeg omsider var blevet den kvinde, det er meningen, jeg skal være. Hende, der ikke går på kompromis med sig selv.

Der var ret meget Fugl Føniks over oplevelsen. Den Heidi, der er kom ud efter operationen, har fået en meget større tro på sig selv, og hun er meget, meget bedre til at sætte grænser for sig selv og andres ønsker på mine vegne. Men det er klart, at et sådant livsvalg ikke kommer uden omkostninger. Min beslutning om at blive steriliseret har kostet både nattesøvn og en del konfrontationer. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, det var det rigtige for mig.

Sterilisationsarret ved Heidi lyske, 10 dage efter operation.

Og for mig at se er mit valg om IKKE at få børn jo egentlig en meget mere velovervejet og langt mindre drastisk beslutning, end de flestes beslutning om at FÅ børn. For jeg kan jo netop fortsætte med at leve det liv, jeg kender, mens forældrene for alvor får vendt op og ned på hele tilværelsen.

Og hvad var det så, der skete for to år siden, Heidi?

Jamen for to år siden sker der så det, at jeg møder Michael. En otte år ældre mand, som jeg bliver forelsket i — og han bliver forelsket i mig. Og ja, det viser sig så, at Michael har to børn… En stor teenage-dreng og en lille pige, der på daværende tidspunkt var seks år gammel.

Ja, sådan en børnepakke krævede da på mange måder noget betænkningstid. Og jeg havde helt klart nogle nerver på ift. at gå ind i et forhold med en, der havde børn. Det at leve et liv med børn var jo netop ‘det alternative liv’ for mig. Men jeg må sige, at jeg er blevet overrasket over de følelser, jeg har fået for især min bonusdatter. Hun har helt klart ændret noget indeni mig.

Jeg fortryder absolut ikke, jeg er blevet steriliseret og dermed ikke kan få egne, biologiske børn. Men ved at få min bonusdatter, har jeg da opdaget det smukke, der er i at have børn.

Hun giver mig muligheden for at skumme fløden ved forældrelivet. Jeg oplever de gode sider af det at have børn. Dermed har jeg fået det bedste af begge verdener. 

Jeg slipper for al hverdagsræset og de bekymringer, der følger med det. Jeg har hverdagene fri, og i halvdelen af årets weekender kan jeg gøre præcis, hvad jeg vil, og i den anden halvdel laver jeg perleplader, fletter hår og hygger med min dejlige bonusdatter. Jeg glæder mig faktisk over, at jeg kan være noget for en pige som hende. At jeg kan være dén voksne i hendes liv, hun kan betro sig til — der ikke lige er mor og far. Og hun skal vide, at jeg har hende.

Så kan man næsten tilsnige sig at sige, at den frivillige barnfrie Heidi Birch nu er blevet en slags mor? Og har det at blive bonusmor sat din sterilisation i perspektiv?

Ja, jeg blevet mor, men med ‘bonus’ foran. Men jeg har da absolut opdaget, at livet ikke går i stå, fordi der er et barn. Og det, at min kæreste er far, kommer jo også mig til gode.

Hans kærlige, opbakkende og konstruktive sider er helt klart blevet forstærket af, at han er far. Det er jeg ikke i tvivl om. Så jeg elsker jo også min bonusdatter for den mand, hun har gjort min kæreste til. Derudover har mine følelser for hende helt sikkert også at gøre med den kærlige, rolige, velopdragne pige, hun er. Hun er på mange måder nem at holde af.

Når jeg ser min bonusdatter med sin biologiske mor, ser jeg den der gigantiske kærlighed, de har til hinanden. Kærligheden mellem mor og barn. Det er absolut prisværdigt, og jeg tænker ‘wauw, hvor det er smukt’, men jeg føler ikke et clash eller en fortrydelse over, jeg ikke kommer til at opleve lige præcis dén slags kærlighed selv. Slet ikke. Det er den slags sikkerhed, der følger med over 20 års selvransagelse.

Ja, det, der for nogle er livets største ønske, kan for andre være livets mindste ønske — og uanset hvor skråsikker, man kan være, har livet det med at planlægge nogle rejser for én, der åbner op for nye, alternative sider i os selv, vi ikke anede fandtes.

Vi glæder os til at præsentere dig for endnu flere alternative livsformer- og valg senere på året her på Slap Af.