Det svensk/danske par Denise Mattsson og Klaus Uldal Nielsen på 27 år, møder hinanden tilbage i 2014, hvor de begge arbejder som skiguider i de italienske alper. Efter eventyret i sneen, flytter de sammen til København for at studere, alt imens tankerne om at rykke teltpløkkerne sydpå begynder at melde sin ankomst. I 2017 lejer parret en van og vælger at udforske The Van Life og hele Portugals kyst.

På denne rejse opdager de byen Ericeira nogle timer fra Lissabon, hvor de også bor den dag i dag. Tilbage i 2017 var parret dog stadig ikke helt sikre på, om byen var lige præcis dét, de hungrede efter. For ønsket om eventyr og noget mere og noget andet end hverdagens trivielle trummerum, boblede i dem begge.

I 2019 tager Denise og Klaus beslutningen om at købe en gammel van. De vil nemlig gerne have muligheden for at tage på eventyr — uden nogen bagkant. På daværende tidspunkt, var de ikke klar over, om eventyret skulle vare tre måneder eller tre år, men det var vigtigt for Denise og Klaus, at de ikke måtte være begrænset af noget.

Parret samler alle deres penge og al deres energi, og bruger hver weekend i et halvt år på at renovere den gamle bil i Haderslev, hvor den stod parkeret. I denne periode pendler de frem og tilbage mellem København og Jylland, for at passe hverdagen og arbejdet i København – og deres nye, mekaniske baby i Sønderjylland. I starten af 2020 vælger parret dog at gå all in og flytter til Haderslev for at få færdiggjort bilen. For good. Både Klaus og Denise arbejder to gange i ugen fra Jylland. Noget, de skal fortsætte med, når de tager hul på deres rullende eventyr. Fordi at benzin og mad jo ikke betaler sig selv.

Da Coronen når et midlertidigt lavpunkt i august 2020, kører parret (og deres hund Lulu) endelig afsted mod Europas landeveje i deres 8,5 kvadratmeters lille, nye hjem; den 6,5 meter lange Ruth the Van.

Hej Klaus og Denise. I lever helt anderledes, end de fleste af os andre. Har det været et bevidst valg eller det noget, der tilfældigt er opstået på jeres vej gennem livet?

For Denise har et alternativt liv aldrig været fjernt. Denise er den eventyrlystne og drivkraften — og jeg er ankeret, der holder skibet fast. Denises insisterende drivkraft har gjort, at valget om et alternativt liv er blevet taget over tid — og på den måde har det været en proces, hvor vi begge kan følge med. Derfor er det nuværende liv, vi lever, også et valg, vi har truffet hen ad vejen. Hvis man spørger vores familie, har vi altid haft mange forskellige planer. Disse planer er blevet kogt sammen til, at vi skal leve et van life i en periode for at finde ud af, hvad vi egentlig vil — og samtidig få brugt noget af den rejselyst, vi sidder med.

Hjælper jeres leveform jer med at opnå større ro, Klaus?

Altså man skal nive sig selv i armen, når man vågner om morgenen, og man har parkeret et nyt sted med en fantastisk udsigt, og kan sidde lige dér og drikke sin morgenkaffe i morgensolen. Og det føles bare endnu bedre, når man kan sige til sig selv, at det her sgu’ er ens hverdag, og at vi kan gøre det så længe, vi har lyst til! Det er en kæmpestor tilfredsstillelse, og det har resulteret i, at vi begge er blevet en del mere mindful. Vi er i større grad blevet bevidste om, hvem vi er, og hvad vi vil, hvor tvivlen førhen har fyldt mere, og vi havde en tendens til at tænke ’kan jeg mon gøre det’ og ’hvad nu hvis’.

Vi har taget et bevidst valg om at leve på denne måde, og det giver noget selvtillid og ro. Van life har gjort, at vi har opnået noget vildt på egen hånd — og en forståelse for, at ting løser sig hen ad vejen. Jeg har altid forsøgt at planlægge mig ud af alting, og hver eneste gang, jeg har forsøgt at gøre det, finder jeg ud af, at jeg lige så godt kunne have ladet være — for situationen viser alligevel at have ændret sig, og løser det sig jo altid.

Hvad med bagsiden af medaljen, Denise? Nu, hvor I har valgt at leve anderledes end de fleste, er der så nogle spekulationer, der sniger sig ind, når natten falder på?  

Man kan sige, at vi har valgt at rykke trygheden tilbage i køen og sætte eventyret først. Før jeg går i seng, ligger jeg og tænker på, hvordan i morgen skal se ud, og hvordan jeg kickstarter dagen på bedste vis. Når man planlægger mindre og ikke har sin faste base, er der selvfølgelig mindre tryghed. Når man lever på denne måde, tager man tingene, som de kommer, og af den grund har vi ikke længere en fast hverdagsrutine at stå op til.

Ens bil er ens hjem. Hvis vi kommer ud for et trafikuheld, og bilen pludselig skal på værksted i 14 dage, er vi i princippet hjemløse i de 14 dage. Hvis bilen bliver stjålet, ja så bliver alt, vi ejer stjålet. Så dén slags tryghed har vi bare ikke, når vi bor på denne måde.

Apropos tryghed. Hvordan får man egentlig den bedste søvn i en van? Er der ikke mange underlige lyde? Og hvad med temperaturen i sådan en tætpakket bil? 

En vigtig pointe for at gøre vores van life bekvemt, var vores regel nummer ét: Der skulle være plads til en god seng med gode madrasser i bilen. Det er meget vigtigt for os at sove godt, og det er også vores første råd til alle, som har spurgt os til råds om van life. En god seng er et must!

Den værste nat, vi har haft, var i det nordlige Sverige i 5-8 grader med sne på bjergtoppene. Det var virkelig koldt! Faktisk er kulde et større problem end varme. Vi har også haft nætter, hvor det har regnet og larmet vildt meget. Storm, hvor bilen står og rykker er heller ikke særlig fedt, og vi har vitterligt nogle gange tænkt ’okay nu vælter den!’.

Vi startede faktisk med at bo i bilen på Denises fars grund, hvor vi vænnede os til at sove i den — og ikke mindst vænnede vi os til lydene, der er omkring den. 

Møder I meget forundring fra omverdenen, Denise?

Mange har undret sig. Vi har fået en del små kommentarer ala ‘man kan sgu da ikke bo og arbejde i en bil!’. Da vi var i gang med at ordne bilen, kunne vi fornemme, at folk tænke ’altså hvad fanden er det, der foregår?’, og mange har tænkt, at vi var tossede. Men det har ikke ændret på, at vi hele tiden har vidst, hvad vi ville – og vi har heldigvis også fået en masse opbakning fra vores familier.

Mange spørger os:’ Nå, men hvor længe skal I så bo i bilen, og hvornår kommer i hjem igen?’. Det er som om, at når man gør noget, der er anderledes, så skal der også være en slutdato.

Folk spørger også om, hvor vi får pengene fra, og om vi bare kan rejse uden at arbejde? Men vi arbejder altså begge to nogle dage om ugen. Det er dyrt at have bilen, så det er ingen hemmelighed, at vores omkostninger er dén. Ellers lever vi jo ret spontant på landevejen — det har ikke været ligesom en ferie, hvor man tager på restaurant hver dag. Det handler om at bo og leve småt. Og så er det et eventyr, og det er det vigtigste.

Hvad gør jer allermest glade ved at leve, som I gør?

Det er de små oplevelser, der gør os glade. De situationer, hvor vi møder forskellige og inspirerende mennesker. En dag kørte vi ind på en gammel vingård i Frankrig, hvor et gammelt ægtepar boede. De kunne ikke ét ord engelsk, og vi kunne ikke ét ord fransk. Men at møde dem, købe noget vin, sidde i solen og nyde livet — dét var en lille, men stor oplevelse. En rejse er i den gængse forståelse en destination, men for os, er hele vejen til destination også en del af rejsen.

Selvom vi stadig har en hverdag med to jobs, er der ikke forskel på vores hverdag og weekend. Dagene flyder sammen, og det er virkelig rart.

Men Klaus, hvad gør I, hvis en af jer har brug for at trække sig, nu hvor det ikke er så let bare at lukke en dør?

Vi har altid været vant til at bo på lidt plads og tilbringe mange timer sammen, men det er klart, at kommunikation er det vigtigste, når man bor på så lidt plads. Vi har været gode til at være åbne omkring vores behov. Men det er noget af det, man kan savne ved at have en fast base. Især i forhold til mit arbejde, hvor jeg sidder i mange møder. Men heldigvis er der rig mulighed for at gå en tur, og ellers beder man den anden om at gå en tur, hvis man virkelig har brug for at være alene og slappe af, høre musik eller læse en bog. Og det må den anden ikke tage ilde op.

Denise, er der noget ved den ‘traditionelle’ leveform (villa, Volvo og vovse), I ikke ser jer selv i, siden I har valgt at leve mere utraditionelt?

Den der helt gængse nine-to-five hverdag, tror jeg ikke, vi kan se os selv i. Men vi er heller ikke milevidt fra det. Vi ønsker jo også en hverdag, hvor der er styr på tingene. Vi har bare haft brug for at opleve en anden kultur, og ikke have så meget fokus på karriere, men derimod et fokus på at finde vores egen måde at leve på.

Nogle påstår, at vores hjem jo stadig må være Danmark, men for os er der ikke noget, der er set in stone. Vi har ikke planlagt, hvor lang tid vi skulle bo i bilen. Vi vidste, at vi gerne ville ende i Portugal, men det kan da også nå at ændre sig. Sådan noget kan vi ikke planlægge. Livet er et eventyr, der skal udforskes.

Ja, for Denise og Klaus var van life – på ubestemt tid – en måde at tilgå livet og hverdagen på.

Efter seks måneder i deres kørende hjem, blev endedestination Portugal. Hér har parret nu fundet deres drømmehus i den portugisiske by Ericeira. Der er dog stadig ikke noget, der er fast besluttet om parrets fremtid. Måske ender de dér. Måske i Danmark. Måske et helt andet sted. Who knows.

Vi ønsker Denise og Klaus alt det bedste med deres alternative udgave af villa, Volvo og vovse, og vi glæder os som altid til at introducere dig for endnu flere alternative livsformer- og valg her på Slap Af. 

Følg Klaus, Denise og deres eventyr Instagram: @ourlittledreamlife