Hvad gør man af sig selv, når det, der ikke måtte ske, er sket? Når ens forælder tager sit eget liv. Rasmus har prøvet det. At miste sin far til selvmord, og derefter opleve massive følelser af skyld skylle ind over sig. Hvordan finder man håbet, når livet har vist sig fra sin allermest håbløse side?
Som 24-årig mistede Rasmus sin far til selvmord. Det var et gigantisk chok. Han havde absolut ikke set det komme. For hans far havde det da fint?
Rasmus’ verden væltede i tiden efter selvmordet, og følelserne af skyld skyllede ind over ham. Kunne han have gjort noget mere for sin far? Have været mere tilstede med sin far? Rakt mere ud til sin far? Havde han overset nogle klare faresignaler? For hvordan kunne det dog ende så galt og så ulykkeligt for verdens bedste far.
Nogle år efter sin fars selvmord begyndte Rasmus at løbe. Længere og længere. For at få ro i sit hoved. For at få ro i sin krop.
Løbet hjalp Rasmus tilbage til livet — til håbet. I processen lærte Rasmus Livslinien at kende, og han fik en følelse af, at de måske kunne have hjulpet hans far, da han befandt sig midt i sit livs mørke.
I 2015 og 2016 gennemførte Rasmus derfor en Ironman for at gøre opmærksom på organisationen og dens vigtige arbejde.
Rasmus’ mission blev at samle penge ind til Livslinien og sætte fokus på, at selvmord ikke er et menneskes eget valg. Det er en sygdoms valg.
Er du i krise eller har du tanker om selvmord – eller kender du nogle, der har – sidder Livslinien klar til at snakke med dig.
De kan kontaktes alle årets dage på 70 201 201 fra klokken 11 til 05.
Det er vigtigt at sige det til nogen, når livet virker allermest sort.
