Det kan være svært at balancere den der famøse karriere og drømmen om egen familie. Ikke mindst som kvinde og mamma, der gerne vil det hele 120% her i 2021.

Det er på mange måder en ret syret oplevelse. Sådan at se de to positive streger på en graviditetstest. Og efterfølgende at få et glimt af et lille blinkende hjerte på skærmen hos jordemoderen og et cirka syv centimeter langt (eller kort) mini-menneske hoppe rundt inde i ens mave.

Det er sådan en lidt ud-af-kroppen-oplevelse, selvom det jo egentlig ikke kunne blive en meget mere inde-i-kroppen-oplevelse. Følelsen af lykke og taknemmelighed fylder hos de fleste, men for mange – især kvinder – afføder det at blive gravid også en ambivalent følelse.

For der er jo også liiige den der lille detalje med, at en graviditet og en barsel betyder, at man i de fleste tilfælde så skal være væk fra sit job (og sine kolleger) i en pænt lang periode… Og at man også lige skal have fortalt chefen, hvordan landet ligger. Noget, der ofte er meget, meget lettere sagt end gjort. Dét dilemma kender Sarah på 33 år fra Aarhus til.

“Nærmest det første jeg tænker, da jeg en dag står med 10 positive graviditetstest på mit badeværelse er, hvad mit nye arbejde dog vil sige til det. Jeg panikker og ringer nærmest som det første til min fagforening – endda inden jeg når at fortælle nyheden til min kæreste.”

Hvis vi spoler tiden tilbage til kort tid inden, Sarah står med de positive tests i hånden, er hun netop blevet kontaktet og tilbudt en rigtig spændende stilling i et bureau, der på mange måder er hendes drømmejob. Hun tager til samtale, takker ja til jobbet og finder en lille uge senere ud af, at hun er gravid.

Og på dette tidspunkt er der stadig tre uger til, at hun overhovedet har første dag på sin nye arbejdsplads.   

“Altså helt ærligt – så havde jeg flere nætter, jeg ikke kunne sove, fordi jeg vitterligt ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg bare sige det med det samme? Skulle jeg sige op, inden jeg overhovedet var startet? Skulle jeg mon vente og først fortælle det, når den første scanning forhåbentlig var veloverstået? Eller vente endnu længere tid end dét, som jeg jo i bund og grund er i min fulde ret til? Jeg var virkelig i vildrede. Jeg plejer at vide, hvad der ligesom er god stil at gøre, og jeg synes egentlig selv, jeg behandler mine medmennesker med respekt. Men nu lå jeg bare dér i min seng og stirrede op i loftet og følte, at uanset hvordan jeg greb situationen an, ville det blive sindssygt svært.”

Efter mange dages spekulationer finder Sarah dog mere ro i hele situationen og begynder så småt at bekymre sig mere om sin baby end om sin chef – som hun selv formulerer det. Men det er stadig en meget nervøs Sarah, der nogle måneder efter første arbejdsdag banker på chefens dør. Den chef, der lige har ansat hende og overbevist hele ledelsen om, at hun sgu’ er en god investering. 

For Sarah – og nok også for mange andre – var der kæmpe forskel på at breake nyheden på arbejdspladsen end i alle andre relationer i hendes liv. Overfor familie og venner var hun bare spændt. Overfor arbejdspladsen var hun nervøs og havde dårlig samvittighed. 

“Jeg havde et stort behov for at ‘forklare’ situationen overfor min nye arbejdsplads, selvom der jo ikke er så meget at forklare… Man kan ligesom ikke planlægge en graviditet så nøje. Men det var virkelig vigtigt for mig, at de vidste, at jeg altså ikke kendte til graviditeten, inden jeg takkede ja til jobbet. Det er nok fordi, jeg føler, at jeg svigter dem lidt. Jeg er jo lige blevet ansat, fordi der er travlt og nok arbejde til en ekstra medarbejder. Så nu føler jeg et stort behov for at nå at vise mit værd, inden jeg skal på barsel. Derfor giver jeg den en ekstra stor skalle lige nu og er meget opmærksom på ikke at være til besvær eller lave for mange fejl.”

Udover at få følelsen af at svigte sine kolleger, sin chef og sin arbejdsplads, føler Sarah også, at hun i et vist omfang svigter sig selv.

Hun har lige landet et fedt job, hun længe har drømt om, og nu står hun tilbage med følelsen af, at hun forsømmer sin karriere – eller om ikke andet sætter den totalt på standby i et helt år – fordi der venter en barsel lige rundt om hjørnet. 

“Overfor min chef føler jeg lige nu, at jeg automatisk er ‘i minus’. At jeg ikke kan tillade mig at stille krav til vilkår, komme med kritikpunkter til arbejdspladsen, arbejdsgange eller lignende. Og jeg kan da i hvert fald slet ikke tillade mig at komme og tale om løn. Sådan kommer jeg nok til at have det helt indtil et godt stykke tid efter min barsel. Derudover er jeg bange for at blive taget af en masse opgaver før tid, fordi jeg jo alligevel skal på barsel. Så jeg reelt ikke får lov til at vise, hvad jeg kan, fordi det alligevel er besværligt at tage mig på og af opgaver.“ 

Hun afbryder dog nærmest sig selv og pointerer, at det er ekstremt vigtigt for hende, at det her ikke bliver en klagesang. Det er ikke fordi, hun vil påtage sig en offerrolle, og hun vil for alt i verden ikke lyde ynkelig. For hun føler sig ekstremt heldig og privilegeret over at være i den situation, hun er i. Det at blive gravid er noget, som mange kæmpe for i mange år. Men hun understreger, at hun alligevel synes, det er uretfærdigt, at man skal have så ambivalente følelser omkring det.       

“I bund og grund er det jo kvindens lod her i livet – altså at være gravid og føde børn. Så jeg synes, det er lidt paradoksalt, at det kan være så svært at deale med.” 

Sarah fortæller, at mange af hendes veninder også synes, det kan være svært at balancere job og graviditet. Er man egoistisk, hvis man skifter job lige inden, man skal på barsel? Hvad hvis der går under et år mellem to barsler? Eller hvis man gerne vil noget andet og skifter job lige efter sin barsel? 

“Jeg har som sådan ikke noget godt råd at give videre til andre. For jeg synes faktisk, det er en svær situation at stå i, når man gerne vil det hele på én gang, og det biologiske ur jo ikke har uendelige timer hos os kvinder. Men det er vigtigt for at mig italesætte problematikken, for jeg er sikker på, der sidder mange derude, der kan relatere.” 

Og dét er vel et ganske godt råd i sig selv:

At du ikke er alene og ikke er den eneste i den der lidt ‘makabre’ og paradoksale situation. At du skal øve dig i at finde ro i. At du nok skal nå det hele.

Og ikke mindst at du skal huske at nyde din graviditet, glæde dig over det lille liv, der vokser under maveskindet og holde en lang barsel med god samvittighed.

Du skal nok alligevel være på arbejdsmarkedet, til du bliver 75 år. Så arbejdsår er der jo nok af.