Det er eddermame en underlig ting sådan at blive forælder. Underligt hvordan man efter måneders utålmodig venten pludselig får placeret en fedtet minitrold i ens arme — og så ellers held og lykke med at holde det væsen i live, glad og med evig tør nummi.

Jeg er selv mor til en lille kammerat på tre år. Det var vildt at opleve, hvordan mit liv blev vendt totalt på hovedet den første tid, efter den nye sherif var kommet til byen. Men tiden gik jo. Jeg overlevede. Og jeg begyndte at finde mig tilrette i min nye, flotte rolle; mor.

Ja, hvad kan man sige. Jeg blev på en måde mig selv igen. Gode, gamle. Troede jeg. For jeg har fundet ud af, at der faktisk er sket noget ret tosset med mig siden mit barn kom til verden.

Jeg er nemlig blevet underlig klam af at blive mor.

Ja, ærlig talt. Jeg har i hvert fald fået et foruroligende afslappet forhold til virkelig mange ting, der egentlig bare er pænt fucking klamme. I hvert fald, hvis jeg havde spurgt mig selv for tre år siden.

Lad mig give nogle eksempler.

Det var for eksempel – set udefra – virkelig klamt, da jeg – engang for ikke særlig længe siden – spiste mit barns bussemand i bussen. Jep. Men for fanden… Der var ingen kleenex i min taske, og jeg havde vitterligt kun ét millisekund til afgøre, hvad jeg dog skulle gøre af den slaskede slimklat af en busser, der var blevet placeret på min hånd.

Skulle jeg tørre den af i sædet eller skulle jeg bare – én-to-tre – smide den i svælget? Valget var nemt, for jeg gider ikke sidde på andres indtørrede næsegevækster i bussen — så jeg kastede den indenbords. A’hva gjorde jeg? Jep, jeg spiste den. Og jeg var fuldstændig rolig omkring det. Totalt i zen. For det var jo bare en lynhurtig mor-finte i en proppet 3A’er.

Jeg tænkte heller ikke over, om det var klamt dengang, jeg – med egen mund – sugede al snottet ud af min søns næse, da han var en forkølet, lille baby, og næsesugeren fra apoteket overhovedet ikke holdt, hvad den lovede.

Jeg synes egentlig heller ikke, at det er klamt, når jeg ligger i sofaen, imens mit barn løber rundt med bar nummi og pludselig får en ustoppelig impuls til at sætte sig lige oven i mit fjæs. Uden underhylere.

Jeg er også på et stadie, hvor jeg virkelig ikke overvejer, om det er klamt, at jeg de seneste tre år har drukket litervis af vand og andre drikkevarer med dykænder og spist Kilimanjaro-store mængder af et andet menneskes halvtyggede madrester.

Jeg synes også langtfra, at det er klamt, når jeg får gensynskys om eftermiddagen ved børnehaven, og munden, der kysser mig, er en vild kombination af indtørrede 11-taller, leverdreng og jord.

Seneste skud på stammen af ting, som datidens jeg ville have syntes var sygt klamt, men som nutidens jeg ikke synes er klamt, skete i weekenden.

Midt på legepladsen søndag eftermiddag stikker jeg hele min pegefinger ned i, hvad jeg troede var en uskyldig ble uden indhold — men som viste sig at være en aldeles skyldig ble. Fyldt med indhold. Men i stedet for at ørle af indre klamhedsfølelser, trak jeg bare på skulderen og var sådan ‘Nå, men der er jo ikke noget vådservietter og håndsprit ik’ kan fiks’. Og så videre med legepladslivet.

Altså. Hvad helvede er det egentlig, der er ved at ske med mig? Det er da for underligt ikke at synes, at det er somehow ulækkert at stikke fingeren direkte ned i et andet menneskes fæces? Men det syntes jeg åbenbart ikke, det var.

Og det er faktisk pudsigt. For normalvis synes jeg, at det klammeste faktisk er mennesket — og offentlige toiletter.

Altså ikke forstået på den måde, at jeg synes, at mennesket i sig selv er klamt. Men wauw, hvor kan jeg græmmes over de forskellige dingenoter, der kan gro på vores kroppe. Inden i vores kroppe. Puha. Og sivende, betændte væsker, der kan finde vej ud gennem alverdens rifter og sår.

Argh, jeg får det skidt bare ved tanken.

Men det er altså som om, at det at blive mor – for mig – har bragt meget mere med sig end ‘bare’ den der betingelsesløse, jeg-vil-dø-for-dig-lige-nu-hvis-det-var-nødvendigt kærlighed.

Det at blive mor har også skabt den vildeste form for ro indeni mig. Lettere uappetitlig ro, om man vil. Og jeg har tydeligvis fået skabt et menneske, jeg – selv på hans styggeste dage – synes er vidunderlig.

Ja, måske er jeg blevet en lidt mere klam version af hvem, jeg engang var. Absolut mere afslappet version. Men ikke desto mindre en version, som jeg har det optur over. Fordi det er sjovt og så mor-agtigt at kunne have en halv hånd smurt ind i brunt stads og så blot tænke ‘årh bare slap af, ikk’å, det er jo bare menneskelort ’.

Ja, som sagt.

Det er eddermame en underlig ting sådan at blive forælder.