Verden bliver mere og mere globaliseret, og der går ikke én dag, hvor der ikke farer tusindvis af fly hen over himlen. På den måde er vores klode pludselig blevet så underlig lille. Fordi der ikke længere er langt til den anden side af jorden. Det er derfor også snart mere reglen end undtagelsen, at mange af os periodevis har prøvet at bo i udlandet. Fordi vi jo kunne tage et semester eller to i Sydney, New York eller Barcelona. Og fordi at det ideelle praktiksted altså ikke lå 12 minutter på cykel fra hvor, vi bor, men derimod 12 timer i en Boeing 737.

Men når vi sådan rejser ud i verden, kan det jo hænde, at skæbnen slår en kolbøtte. Og sender os i en helt anden retning, end den, vi havde tænkt, vi skulle. Fordi vi i udlandet løb ind i kærligheden, et eventyr eller et job, der var for godt at sige nej til. Og pludselig findes lykken ikke længere på vores egne breddegrader, men derimod i et helt nyt land, ja, måske på et helt andet kontinent.

Så derfor flytter vi væk. For altid.

Hvordan føles det, når det gamle ordsprog ude godt, men hjemme bedst dermed bliver vendt på hovedet? Når ude pludselig skal være hjem.

Bliver din identitet delt i to, når hjem får en ny landekode? Slipper du nogensinde dit oprindelige fædreland? Eller får du derimod to hjemlande — og derfor også et hjerte splittet i to, fordi du står med et ben i hver landelejr. Eller bliver du lige så stille ét og hjemme i det, der før var ude?

Dem, der prøvet det

For at forstå den slags livsomvæltende flytninger, har jeg snakket med Aaliyah, Henk og Tyrone. Tre af mine fuldstændig forrygende venner, der alle har prøvet ovenstående. At flytte fra deres hjemland. Og ikke bare til nabobyen. Men til helt andre steder i verden.

Aaliyah, Henk og Tyrone er nogle af de sejeste, mest inspirerende og reflekterede mennesker ever, fordi de – i mine øjne – har taget et spring og en chance i livet, som så mange af os ikke tør. Eller gør. Fordi blot tanken om at flytte permanent væk kan fremprovokere en svedtur.

Aaliyah, Henk og Tyrone har alle tre haft ret forskellige oplevelser af, hvordan det har føltes indeni at vende livet 180 grader på hovedet. Men én ting går dog igen hos dem alle. Nemlig hvilken kæmpemæssig omvæltning det har været at rykke deres rødder op med roden. Specielt mentalt. Blot fordi din krop bliver flyttet, betyder det ikke, at dit hoved følger med i samme tempo. Det kan virkelig lang tid, før du begynder at falde ægte til ro i dit nye hjem. Ja, førend det overhovedet begynder at føles som hjem.

Aaliyah 

Min veninde Aaliyah oplevede først den store omvæltning over sin permanente flytning til USA ved at savne alt det, der var hjemme i Danmark. Alt det, der ikke kun var hendes familie og venner, men alle traditionerne. Kulturen. Hyggen. De små ting, der pludselig virkede som store ting, fordi fraværet af dem føltes så enormt.

Aaliyah er opvokset i og omkring København, efter hendes forældre i 1980’erne flygtede fra Mellemøsten. I sine start 20’ere tog Aaliyah på et uforpligtende eventyr til Californien. For at opleve livet derovre. Og så endte hun med at blive hængende. Fordi hun elskede storheden. Vandet. Viben. Og at der var plads til større armbevægelser end hjemme i København. Hun har nu været bosat i Californien i knapt 10 år — og de seneste fire af dem sammen med sin skønne datter.

Henk 

Min ven Henk oplevede at føle sig som en ‘outsider’ i begyndelsen, da han først flyttede til Danmark. Fordi han ikke kunne tale sproget. Ej heller forstå det endnu. Og selvom at menneskene, han omgav sig med ikke havde dårlige intentioner, når de internt og helt ubemærket slog fra engelsk og over i dansk, fik det ham alligevel til at føle sig udenfor. Fordi han ikke kunne følge ordentligt med. Og fordi at specielt humor totalt mister sit moment, når den skal oversættes.

Henk er født og opvokset i Holland, og mødte sin danske – dengang kæreste – nu kone, da de begge studerede i Amsterdam. Efter en kort fælles afstikker først til Oslo og derefter tilbage til Holland, flyttede de for fire år siden permanent til Danmark. Med sig under armen havde de deres lille søde babydatter, der nu er blevet en stor børnehavepige og som for et lille år siden fik en lillebror. Og Henk blev dermed far til to.

Tyrone 

Min ven Tyrone oplevede splittelsen over flytningen ved, at han de første år i landet konstant sammenlignede Danmark med USA. Og blev irriteret. Så han beklagede sig. Over ikke at kunne få den specifikke mayonnaise, han var vant til at kunne få. Over at butikkerne ikke var åbne efter midnat. Over at Danmark ikke kunne tilbyde det samme som USA én til én. Og det var sgu’ da træls. For da han flyttede hertil, syntes han (stadig), USA var verdens ubestridt bedste land.

Tyrone kommer oprindeligt fra Missouri, USA, men har i løbet af sit liv boet flere forskellige steder i The States. I forbindelse med sit arbejde, kom han i sine midt 20’er til København, hvor han en sen aften stødte ind i en dejlig dame. Efter nogle trættende år med langdistanceforhold i evig pendulfart mellem USA og Danmark, flyttede han som 28-årig permanent til København, hvor han har boet de sidste otte år. Den dejlige dame er sidenhen blevet hans kone og sammen har de fået to dejlige børn.

Om at finde hjem

Som årene er gået, er både Aaliyah, Henk og Tyrone heldigvis faldet bedre og bedre til i deres nye hjemlande. Ja, jeg vil faktisk flotte mig og sige, at det går totalt mageløst for dem. Fordi de oplever, at deres hoveder endelig er fulgt med kroppen. Fordi at det, der først føltes som ude, nu føles som hjem.

For Aaliyah var vendepunktet, da hun en dag opdagede, at alt det, hun savnede ved Danmark er ting, hun kan skabe for sig selv. At den ro, hun følte i København også kan bringes frem i Californien. Ved at tænde stearinlys, bage sit eget brød, åbne sit hjem, lave middage. Aaliyah fortæller, at hun bestemt har følt sig splittet undervejs i processen og har haft sit hjerte solidt plantet i begge lande. Og at hun selvfølgelig stadig savner. Specielt sin mor. Men efter hun lærte selv at opbygge alt det, hun mangler, er splittelsen blevet markant mindre.

Samtidig har flytningen til USA også givet hende et nyt perspektiv, hun værdsætter enormt. Nemlig konstateringen af, hvordan en flytning giver unik mulighed for noget nyt. At kunne skabe et liv for sig selv, der ikke er bundet op på alt det, du var derhjemme. Som at starte på et nyt kapitel i dit livs store biografi. Og at roen i høj grad også indtraf, da hun fandt sine mennesker i sit nye hjemland.

At mennesker skaber følelsen af hjem. Ganske enkelt.

Sådan har Henk fra Holland det også. Det at danne venskaber og knytte bånd til mennesker i Danmark har gjort hele forskellen for hans følelser af, hvor hjem er nu. At den måde, mange af os danskere f.eks. har venskabelige relationer til vores naboer, har gjort meget for den hverdagstrivsel, han oplever at have. 

Men derfor er det stadig vigtigt for Henk, at han ikke mister forbindelsen til alt det, der har dannet ham i Holland. At hans børn vokser op med en bevidsthed om og forståelse for, hvor deres far er fra. Og at kunne videregive denne moderlandskærlighed til sine børn. Derfor holder Henk fast i rigtig mange hollandske traditioner, mærkedage, deres madkultur og det hollandske sprog.

Og selvom at Henk føler, at Danmark nu er hjem, er hans mål ikke at blive dansk statsborger. Han vil gerne holde fast i den, han inderst stadig er. Nemlig Henk fra Holland.

For Tyrone er det en smule anderledes. Efter otte år i København begynder han at føle sig mindre og mindre som amerikaner. Han beskriver det selv enormt fint ved at forklare, hvordan hans indre kerne stadig er amerikansk, men at alle hans oplevelser i Danmark og alt det liv, han har levet hér, har sat sig i lag uden om den kerne — og i højere og højere grad former, hvem han er. Og hvem han bliver.

For Tyrone har det at flytte til Danmark været som at slå rødder på ny. Det har været både fascinerende og en vaskeægte øjenåbner for ham at se sit gamle hjemland på afstand. Med danske briller. At meget af det, han førhen følte for sit moderland, føler han ikke længere. Og at den erkendelse faktisk gør ham smule tung om hjertet. At han føler en grad af tristhed over, at hans gamle fædreland ikke er bedre. At tanken om en dag at flytte tilbage til USA ikke er den mindste smule tillokkende.

Personligt håber jeg heller ikke, at han gør. Eller Henk for den sags skyld. Fordi de kommer med så meget fint. Og har fået mig til at forstå, hvor fuldstændig sindssygt det ser ud for alle andre end os selv, når vi klasker Dannebrog i lagkager, om juletræet, på busser og op i flagstangen hver evig eneste gang, der er noget, vi skal fejre. Og det får mig til at grine.

Og selvom at jeg savner Aaliyah i min hverdag, og at den seriøse 12 timers flyvetur til Californien gør, at der kan gå år imellem, vi ser hinanden, giver det mig en ro at vide, at hun har fundet sin ro derovre.

Ja, ude godt, men hjemme bedst, siger man.

For Aaliyah, Henk og Tyrone er det omvendt.