Du er anti-smart
For du er jo ikke så smart, som du udgiver dig for at være. Er du? Jovist, kan du fortælle mig, hvordan vejret er, hvilket møde jeg har, og hvem der ringer. Men det kan jeg vel sagtens se ved at kigge ud af vinduet, i kalenderen eller på min telefon? Du kan minde mig om, at jeg skal bevæge mig, måle min puls, mere eller mindre præcist, og fortælle mig hvordan jeg har sovet. Men har jeg ret beset behov for det? Det gik jo egentlig fint, da jeg i al uvidenhed sad i sofaen med en hvilepuls på 65, da jeg kunne mærke, at benene trængte til lidt blodcirkulation, eller da jeg selv skulle fornemme på kroppen, om jeg var veludhvilet.

Lad mig bare være ærlig overfor dig. Du er et fejlkøb. Og du kan godt fortælle resten af familien – tante Alexa og kusine Siri, og hvad dine gadget-slægtninge og finurlige højtaler-robotter ellers hedder – at det er åndssvagt, at folk sidder og snakker med en højtaler. Hvis jeg gerne vil høre Folkeklubben med Børn af den tabte tid, så sætter jeg den bare på med to klik på telefonen. Come on!

Du er faktisk sletter ret anti-smart.

Forblændet af din egen selvfedme, lysende skærm og ligegyldige apps. Som var du en mand i slut 40’erne, iført tætte spandexshort, med en 70.000 kr. carboncykel, stormende på cykelstien, mens du råber “BAAAG FRAAA”. Fedt med features og udstyr, dude, men det gør ingen forskel på dine evner til at træde i pedalerne. Du ville være lige så god på en racer fra Bilka. Ditto havde jeg måske været bedre tjent med et ganske almindeligt ur uden features og lysende dimser, der konstant minder mig om, hvor stille jeg sidder, hvilke ting jeg skal nå, og hvordan mine helbredsmæssige tal ser ud.


Du er stressende
Selvom du, som de fleste ‘smarte’ devices, i mindre eller større grad er tiltænkt som en hjælpende hånd, der skal gøre livet nemmere og informationen lettilgængelig, så viser flere undersøgelser også, at du kan give mig stress. Bl.a. har Børns Vilkår i samarbejde med TrygFonden udgivet en rapport, hvor de sætter fokus på problemet blandt unge mennesker: “63 procent af piger i 9. klasse har fået en anden til at passe sine streaks på Snapchat for ikke at miste dem.” Det giver vel ret beset mening, når du forsøger at fortælle mig det samme, som min computer og telefon gør? Jeg forstod det godt første gang!

Rapporten bakkes i øvrigt op af Sundhedsstyrelsen undersøgelse, hvor de pointerer, at “ ….højt skærmforbrug er forbundet med en bekymring for at gå glip af noget, i et omfang så det kan gå ud over trivslen. Samtidig kan både manglende adgang til et smart device og en oplevelse af at skulle være tilgængelig hele tiden føre til, at nogle føler sig stressede.”

Chancen for at gå glip af noget med dig på håndleddet er reelt også umuligt. Du vibrerer, blinker og skyder fyrværkeri hver gang, der sker det mindste. Du stresser uden grund.

Du er søvnens Walter Whites
Og som om det ikke var nok, at du forstyrrer mig i møder og med små irriterende vibrationer i løbet af dagen. Ja, så er du som din best buddy, smartphonen, et forstyrrende element for min søvn. Det ved jeg de facto, for de – altså de kloge mennesker fra diverse forskningsinstitutioner – havde nemlig undersøgt dig, inden jeg selv havde. Ingen skærmtid før sengetid, hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om den gode søvn, siger de. Derfor har jeg forsøgt mig med at placere ham, iPhonen, i køkkenet. Men håbløs som du er, så agerer du håndlanger for ham og deler glædeligt ud af den sladder, han har at byde på.

Du insisterer på, at du skal sidde på mit håndled, så du kan tracke og forbedre min søvn. Men som det var med Walter Whites, bliver man let afhængig af det nemme, nye og hurtige. Det fascinerer mig.

Men jeg gider ikke være din ven. Jeg gider ikke blive afhængig af dig eller at have dig tæt på mig. Du gør ikke noget godt for mig eller for min krop. Du hjælper mig ikke med at skabe mere struktur og overskud i hverdagen. Og selvom Whites fik hurtige penge og jeg hurtig information, så er det en ond cirkel, der minder mig om min egen uduelighed.

Jeg føler mig utilstrækkelig, når du omfavner mig. For jeg kan ikke være så skide effektiv og så kæmpe overskudsagtig hele tiden, som du dikterer. For i bund og grund går det ud over mit nærvær. Mit fokus på at være tilstede i den fysiske relation, jeg befinder mig midt i. Lige nu. Jeg bliver afbrudt, når jeg sidder på gulvet og leger med min datter eller i et spændende møde på job, fordi du pludselig mener, du skal fortælle mig, at jeg skal bevæge mig, eller at jeg skal tjekke en snap fra gruppen med drengene. Du hiver mig mentalt ud af det, jeg er i. Du gør alt det, jeg ikke har brug for.

Luk røven!