Jeg vil vove at påstå, at du også er blevet mødt med ‘bare vent, så vil du forstå det’-frasen uendeligt mange gange gennem livet. Men altså, hvad er det egentlig for en underlig tendens, vi har til sådan konstant at minde hinanden om, at det hele nok skal blive meget værre og meget sværere lige om lidt?

Det er som om, jeg hele tiden bliver advaret om den hårde virkelighed, der venter på mig derude et sted i fremtiden. Og som om, at det aldrig har strejfet mig, at det jo selvfølgelig niver en hel del mere i underlivet, når man presser et menneske ud af ens va-jay-jay kontra at have menstruationssmerter. Eller er det bare mig, der er hys over for de konstante påmindelser, om hvad der venter forude? Er det måske bare min familie og mine venner, der kærligt forsøger at forberede mig på hårdere tider? For at sikre sig, at jeg er velforberedt, så jeg kan træde ud ad døren som en hård negl forklædt i mental rustning — klar på alt det, der venter mig fremadrettet.

Det er som om, at der for hvert eneste ‘Johanne, glæd dig til…‘ kommer tre ‘Men Johanne, bare vent til…‘

Bare vent, til du kommer på gymnasiet. Bare vent, til du flytter hjemmefra. Bare vent, til du selv skal vaske tøj og lave mad. Bare vent, til du kommer på universitetet.

Og nu er jeg så kommet til den del af livet, hvor jeg læser på universitetet, og jeg lever – hvad der kan ses som – et ret privilegeret studieliv. Men jeg indrømmer da også gerne, at dét at studere ikke altid er en dans på røde roser. For der er de aftener, omkring klokken 20.15, hvor jeg har efterladt praktik, arbejde, vasketøj og et semi rent køkken bag mig for så at sætte mig ned for første gang — men med 100 lumre og komplicerede siders Bourdieu, som jeg egentlig skulle have læst i går.

Med det sagt, nyder jeg mit studieliv og den store frihed, denne fase i livet tilbyder mig lige nu. Men her i mine start-20’er, hvor jeg faktisk også nogle gange godt kunne bruge et lille motivation-quote, kommer i stedet et ‘Pffff men Johanne — bare vent til, du får børn. Så forstår du, hvor meget frihed, du har lige nu’ .

Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har meget frihed lige nu. Som i slet ikke. Hvis ikke det skulle være for alle de ’bare vent’-kommentarer, jeg har fået med mig igennem tiden, har jeg faktisk selvindsigt nok til at vide, at der selvfølgelig kommer en hårdere tid forude — med mere ansvar og mindre søvn.

Men når den tid med mere ansvar og mindre søvn kommer, sniger ’bare vent’-kommentarerne sig garanteret stadig ind?

Forleden dag snakkede jeg med min gode veninde, Anna, der lige er blevet mor.

Hun fortæller mig, hvordan hun som nybagt mor oplever læssevis af ’bare vent-kommentarer, og hvordan mødrene med de bedrevidende historier står i kø, for at ‘forberede’ hende til det, der kommer forude.

Bare vent, lige om lidt vågner han klokken 5 hver morgen. Bare vent, til du får to børn. Bare vent, du kommer aldrig til at sove igen. Bare vent, det.er.slut.med.sex. Bare vent, til de bliver teenagere. Bare vent, til de er flyttet hjemmefra.

Well… The story never seems to end.

Og hvad kan man egentlig svare tilbage? Intet. For ligegyldigt hvad man siger, er selve præmissen for diskussionen, at man jo først kommer til at forstå det, når den tid kommer. 

Vores liv og vores prioriteringer ændrer sig gennem hele livet. Uanset om du er barn, studerende, karrierekvinde/mand, mor til en eller far til fire, så vil der jo altid være nogle, der har det meget sværere, har flere børn, får mindre søvn, har prøvet det flere gange, har mindre fritid eller færre penge at rykke rundt med. Men det gør vel hverken mine eller dine småproblemer mindre legitime at tage alvorligt? Så skal vi måske blive noget bedre til at være hinandens motiverende heppekor, i stedet for hele tiden at fortælle hinanden, at vi bare skal vente, for der venter noget meget, meget hårdere forude.

Og jeg vil gerne starte med at sende noget motivation din vej.

For bare vent. Dine drømme skal nok blive til virkelighed.