Da jeg havde sabbatår, arbejdede jeg over en længere periode i en børnehave på Frederiksbjerg i Århus. På en ellers triviel og almindelig formiddag overværede jeg noget sindssygt, da jeg lagde det yngste kuld til at sove. Noget, der overbeviste mig om, at vores kosmos nok er mere kompleks, end hvad vi gør den til.

Jeg var institutionens faste tilkaldevikar, og børnehaven var mit yndlingssted at arbejde. Så jeg elskede ret meget, når min telefon ringede klokken 06.05, fordi en voksen fra rød, grøn eller blå stue var blevet syg. For så ville de lige høre, om jeg igen-igen kunne træde til, før fanden fik sko på. Det ville jeg altid gerne, og det siger faktisk en hel del, for tidlige morgener er ikke min spidskompetence. 

Men jeg var vild med ungerne, og pædagogerne var rigtig søde.

Som tilkaldevikar var det ofte mig, der fik tjansen med at ligge sammen med de mindste børn, når de skulle have deres middagslur. Siestaen foregik i boldrummet på øverste etage i det gamle hus, hvor børnene lå hulter til bulter på en masse madrasser. Det var pisse hyggeligt. Jeg læste godnathistorier og brugte halve og hele timer på at sige ssssshhhhh, indtil jeg havde nogle tungt sovende børn ved min side.

I lang tid fattede jeg ikke, hvorfor de andre voksne ikke selv gad at have dén tjans. Jeg mener… For mig at se var det da den nemmeste måde at tjene sine penge. Men en formiddag, fandt jeg ud af, hvorfor morfar-tjansen måske ikke var institutionens mest eftertragtede.

For der skete pludselig noget underligt. Ja, nærmest noget uforklarligt — som jeg sidenhen aldrig har glemt.

En af de helt store yoga bolde begyndte at hoppe. Af sig selv.

Midt i rummet begyndte den at bevæge sig op og ned. Ikke voldsomt, men heller ikke så lidt, at jeg kunne overbevise mig selv om, at det kunne være grundet et lille vindpust. For der var jo kraftedeme ingen vind i rummet. Og alle krudtuglerne sov dybt, så det kunne heller ikke være drillestreger fra deres side, og der var virkelig ikke andre på etagen end os.

Det var godt nok mystisk. Jeg husker, at jeg blev forskrækket. Ærlig talt, det blev jeg altså. Og forundret og også lidt beklemt. Min krop frøs, mine håndflader blev en smule svedige, og jeg fik det klart federe indeni, da den efter lidt tid faldt til ro igen.

Jeg fortalte pædagogerne om oplevelsen, for jeg kunne ikke holde det inde. De smilede og berettede om den aften, de havde haft personalemøde i personalestuen ved siden af boldrummet i det gamle hus. Ud af det blå var der pludselig kommet en lille kvindelig skikkelse til syne i rummet. Som ligesom bare var der. Aldeles tilstede. For derefter at forsvinde ud i ingentingen igen.

Og nåh ja… dér fik jeg også fortalt, hvordan huset i gamle, gamle dage havde fungeret som et børnehjem. Drevet af en lille kvinde.

Er der noget tjuhej efter døden?

Vi kender alle den slags historier. Argh. De giver lidt hjertebanken, når vi får dem fortalt. Kæmpe hjertebanken, hvis vi er dem, der oplever det. Samtidig med, at de fleste af os vil høre mere. Vide mere. Måske endda opleve mere. For det uforklarlige er så mærkeligt tiltrækkende.

Beretningerne sætter alverdens tanker i gang. Mon der findes mere mellem himmel og jord, end hvad vi kan se med vores blotte øje og bevise med naturens love. Og hvis der er; hvor stiller det os så?

Vi har stort set ikke noget begreb om, hvad der rent faktisk sker den dag, vi lukker øjnene — for good. Hvad er der efter døden? Hvis er der noget overhovedet. Registrerer vi, at vi dør? Eller er der bare mørkt. Eller helt lyst. Eller ingen af delene. Eller måske både og. Og hvis der sker noget, når vi er døde, er man så sig selv i en vægtløs tilstand eller noget helt andet og udefinerbart? Bliver vi til en slags energi, en sjæl, noget ikke-fysisk, noget luft? Og hvis der sker et eller andet tjuhej efter døden, eksisterer det så videre her på jord eller kommer det til en ny dimension?

Det er overvældende at tænke på. Og svært ikke at tænke på, når man først er begyndt at tænke på det.

Åbenhed for ånder og spiritualitet.

Da jeg var lille, kan jeg huske, at mine forældre indimellem så Åndernes Magt. Jeg måtte ikke se med. Det var ikke så ‘passende’ indhold for en 10-årig, mente de. Irriterende, syntes jeg dengang. For jeg kunne jo godt fornemme, at der foregik noget dragende på tv’et inde i stuen. Og i min familie kendte vi også en person, der efter sigende havde fået kontakt til en afdød igennem et såkaldt medie.

Dén historie satte sig i mig. Ikke på en måde, hvor jeg blev bange. Jeg blev nok bare mere bevidst om, at universet måske ikke er helt så banalt, som det ofte bliver udlagt til at være. Men jeg husker også, at det ikke var noget, jeg sådan rigtig snakkede med mine venner om. For så ville de nok se på mig med et underligt blik. Så i stedet snakkede vi bare om brevpapir og Diddl-bamser.

Men nu er jeg selv blevet den voksne og har fået kontrollen over mit eget fjernsyn og over hvad, jeg vil se. Åndernes Magt er for længst et overstået kapitel i TV Zulu’s historie. Men det betyder jo ikke, at samfundets interesse for det okkulte og spirituelle også er.

Tværtimod.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet peger på, at flere og flere af os danskere opfatter os selv som åbne over for det paranormale, og at vi tror på mere mellem himmel og jord.

Måske den tiltagende åbenhed og nysgerrighed for spiritualitet og liv efter døden, ligger til grund for de stadig flere og flere tv-programmer, lydbogapps og specielt podcasts, der berører alt det, vi ikke kan se. Eller bevise — endnu.

Men en øget interesse beviser jo ikke en fløjtende fis, så indtil den dag, vi har en ægte levende ånd direkte med hos Johannes Langkilde i DR’s 18.30’er, forbliver troen på det overnaturlige nok mest af alt en individuel smagssag.

Personligt tror jeg på, at der findes mere, end det, vi lige ved. Og det vil jeg gerne stå ved. For jeg sværger. Yoga bolden hoppede. Og jeg gentager gerne: Af. Sig. Selv.

Min overbevisning om, at det overnaturlige eksisterer giver mig en underlig ro. For det kan betyde, at de personer, jeg elsker rædy højt jo aldrig rigtig kommer til at forsvinde. De er her — bare på en lidt mere ikke-fysisk måde. Og jeg må sige, at det var varmer mit hjerte.

Til gengæld behøver jeg absolut ikke at opleve flere hoppende bolde eller andet i den dur, for at blive yderligere overbevist. Ellers tak, du. Seancen i boldrummet var rigeligt.

Og jeg vil sige, at jeg er lykkelig over, at jeg bare var tilkaldevikar dengang i børnehaven. For så skulle jeg ikke med til personalemøderne. Havde jeg til gengæld været fast pædagogmedhjælper, kan jeg da godt være nervøs for, om jeg havde joinet den anden side den aften — i et ren og skær hjertestop, da Mutter Børnehjem lige kiggede forbi kaffestuen. Halleluja for ikke-fastansættelser!

Tror du på mere mellem himmel og jord?