Men hvorfor er det egentlig dét? Måske fordi, man hos mange ses som samfundssnyltere. Dovne Robert’ere. Nassere af systemet? Desværre er den gængse holdning nok bare, at hvis du er ledig, så er det din egen skyld. Findes der arbejdsløse, der udnytter systemet? Ja, ja, det gør der da. Men er der mange? Næ, det tror jeg egentlig ikke. Langt de fleste, som er ledige, vil faktisk gerne have et arbejde. Vi synes egentlig det er pissefrustrerende og stressende at være arbejdsløse.

Efter at have færdiggjort min kandidat på Aarhus universitet i sommers var jeg mere end klar til lidt ’me time’ i form af et par afslappende måneder på noget velfortjent offentlig forsørgelse. Sagt på en anden måde. Jeg var virkelig parat til et afslappende liv på dagpenge. Hold nu op hvor jeg glædede mig. Jeg kunne tjene cirka 4.000 kroner mere hver eneste måned end jeg havde været vant til, da jeg levede mit spaghetti med kødsovs-liv på SU (Okay, indrømmet, jeg får stadig ret ofte spaghetti med kødsovs, men du forstår hvad jeg mener).

Nogle vil måske synes, at det er skamfuldt og samfundssnyltende sådan at deklarere, at jeg så frem til at komme på dagpenge. At jeg så frem til livet som arbejdsløs. Men ikke desto mindre var det sådan, jeg havde det. For hold nu kæft. hvor.var.jeg.træt. Træt af bøgerne. Træt af forelæsningerne. Og træt af gamle professorer, der vidste en helvedes masse om den danske litteraturhistorie, og kunne tale i timevis om ægteskabsromaner og moderismen, men ikke vidste en kæft om det at være en god underviser og formidler. Mest af alt var jeg dog træt af det evindelige pres, der lå på mine skuldre. Der var altid en ny eksamen lige rundt om hjørnet. En ny opgave, der skulle skrives. En karakter, der skulle i hus. Og gerne en af de der tocifrede, der gør din mor stolt, du ved. Så jeg glædede mig virkelig til at være færdig. Var max klar til voksenlivet.

At jeg så allerede efter én måned som ledig var pænt fucking frustreret, havde jeg nok ikke helt set komme. Jeg tog pludseligt mig selv i at savne universitetet, bøgerne og de faste rutiner og deadlines. Ja, jeg savnede tilmed hende den gamle og knastøre professor fra litteraturhistorietimerne. Hvem fanden havde set den komme? Ikke mig.

For hvert møde jeg gik til hos jobcentret eller min A-kasse blev jeg bare mere frustreret, og tvivlen til mig selv og mit værd blev langsomt dårligere. Når du er ledig, bliver du konstant opfordret til at ”sælge dig selv” og være proaktiv. Du skal netværke, tage på kaffedates, huske at ringe til ham, der står som kontaktperson til det job, du søger. For du vil jo gerne huskes. Skille dig ud. Husk i den forbindelse at smile igennem telefonen. Stil kun relevante spørgsmål. Brug desuden de sociale medier som et værktøj til at komme i job. Connect med de rigtige mennesker på LinkedIn. Lav gerne ugentlige posts, hvor du viser, at du har fingeren på pulsen. Stå tidligt op og oprethold dine sunde vaner. Strukturer din hverdag. På den måde sørger du for at holde motivationen oppe. Og nå ja, når du så har gjort alt dette, så må du alligevel ikke blive alt for skuffet, hvis du aldrig hører fra den virksomhed, du søgte hos. For der var sikkert +300 andre, der havde søgt samme stilling, og mon ikke nogen af dem var bedre end dig? Med andre ord. Et nyt konstant pres på dine skuldre. Great. Du troede lige, du var sluppet. Der blev du snydt.

For mig kommer tankerne og frustrationerne især til udtryk, når jeg har for mange timer for mig selv. Eller når jeg ligger i min seng og prøver at sove. Så får de virkelig frit løb. Tanker som: Hvornår kommer jeg i job? Kommer jeg overhovedet i job? Får jeg søgt nok jobs? Burde jeg søge længere væk, og mere udenfor mit interesseområde? Pludselig er klokken langt over 1, og jeg har stadig ikke lukket et øje. Hvordan skal min kæreste og jeg klare os økonomisk? Bliver jeg valgt fra, fordi jeg ikke har nok erfaring? Fordi jeg er kvinde? Eller bare fordi jeg ikke er god nok, sådan helt generelt? Hvem gider også have sådan en som mig? Der er sikkert mange ansøgere, der er både dygtigere og mere kompetente, og de er sikkert også en del sjovere at arbejde sammen med end mig…  

Hvem er jeg, når jeg ikke er studerende og heller ikke er kommet i arbejde endnu? I dag er vores identitet i høj grad forbundet med det arbejde, vi har. ”Hej, mit navn er Asta og jeg er copywriter [indsæt selv ønsket jobtitel]”, er ikke en ualmindelig måde at introducere sig selv på. Vi er vores arbejde. Hvad vi beskæftiger os med til dagligt på arbejdsmarkedet har stor betydning for vores selvværd, selvtillid og selvforståelse. Så hvem er du egentlig, når du er arbejdsløs/ledig/jobsøgende? Ikke nogen, du er særlig stolt af, vel? ”Hej, mit navn er Asta og jeg er arbejdsløs”. Det er li’som ikke rigtigt noget, jeg har lyst til at råbe alt for højt om.

Jeg har haft mange søvnløse nætter over alle disse tanker. Og mange trætte morgner efterfulgt af uoplagte dage. Ifølge en britisk befolkningsundersøgelse har arbejdsløse mere end 40 procent højere sandsynlighed for at have søvnproblemer end folk, som er i arbejde. Søvnen er noget af det første, der bliver påvirket, når du har problemer i dit liv. Det paradoksale er jo, at man som ledig har mange flere timer i døgnet til at gøre præcis dét, man har lyst til. Ingen alarm, der fortæller dig, du skal op klokken 6.30 for at nå på arbejde inden myldertrafikken for alvor sætter ind. Ingen eksamener eller tidspressede deadlines på arbejdet. Ingen sure chefer eller dovne gruppemedlemmer på studiet. Så hvorfor er vi ikke lidt bedre til at gøre dét, vi har lyst til? Bare en gang i mellem?

I perioder er det vildt hårdt at være arbejdsløs. Jeg har aldrig haft så meget tid, som jeg har nu, men alligevel er der seriøst dage, hvor jeg ikke føler, jeg kan nå noget som helst. Det er hårdt at være arbejdsløs, fordi det altid føles som om jeg kan og burde gøre mere, end jeg gør. Når jeg tillader mig at holde fri, dukker den dårlige samvittighed op og fortæller mig, jeg burde være proaktiv. ”Sælge mig selv” og få skaffet den der kaffedate. Eller se en masse YouTube-videoer, så jeg kan få mad skills i Photoshop. Hvorfor skal vi altid være så hårde ved os selv? Hvorfor kan vi ikke fokusere lidt mere på det positive, og gøre det, vi har lyst til, imens vi har tiden? Strikke fra morgen til aften. Se Netflix indtil du bliver spurgt ”ser du stadig” helt uden at skamme dig. Gå en lang tur og høre en god lydbog. Det tror jeg, at jeg vil øve mig lidt på. Og prøve at gøre det, der føles rigtigt for mig i jagten på det der job, vi alle så gerne vil have. Slappe lidt af. Mon ikke drømmejobbet dukker op lige om lidt?

Skrevet af Asta Bang Rasmussen