Okay, indrømmet. Livet er kort. I hvert fald set i et større perspektiv. Jeg mener. Der findes havskildpadder, hvaler og grønlandshajer, der bliver flere hundrede år — og i 2006 fandt nogle islandske fiskere en østers på et halvt årtusind.

Så i den sammenhæng, ja. Der er menneskets gennemsnitslevealder på omkring 80-85 år ret snoldet. Vi når ikke havets oldekollebande til sokkeholderne.

Det er heller ikke en prangende lang livscyklus, når man tænker på, at den første ottendedel af livet går fuldstændig ubemærket hen for de fleste af os.

Jeg ved selvfølgelig ikke med dig, men jeg har ingen idé om, hvad jeg rendte rundt og lavede de første 10 år af mit liv. Udover at lip synce som Emma Bunton, imens jeg øvede Spice Girls-koreografier med mine veninder. Resten af tiden: absolut ingen idé. None, nada, keine.

Jeg selv er netop lige fyldt 30 år. Så det vil altså sige, at jeg er cirka 65% fra at have gennemført alle baner i Life — vel at mærke, hvis jeg er bliver 85 år gammel, men det går jeg faktisk benhårdt efter. Og selvom at to tredjedele ikke umiddelbart virker som imponerende lang tid at have tilbage, synes jeg nu alligevel, at det er opmuntrende at tænke på, at jeg stadig mangler at gennemleve dobbelt op af den tid, jeg på nuværende tidspunkt har været været igennem.

Groft ridset op er der altså lige så lang tid til, at jeg bliver 55 år, som der er gået af tid siden min fem års fødselsdag og frem til i dag. Og jeg vil faktisk vove at påstå, at jeg er et lidt andet sted i livet her i 2021, end jeg var for 25 år siden.

Jeg har for eksempel lært at styre mig i Føtex, når jeg ikke får Kinderæg, og jeg er også blevet ok til at klare egne toiletforhold. What a progress. Ja, jeg er nærmest helt spændt på at finde ud af, hvad jeg dog formår af seje ting 25 år fra nu. Det kan være, at jeg har lært at elske mine krøller og ikke føle trangen til at bekrige dem hver dag. Jamen for helvede, det kan sågar være, at jeg som 55 årig er blevet helt god til at spare penge op — og ikke altid overbeviser mig selv om alle de ting, jeg godt lige må… Fordi. Livet er jo kort.

Så pointen er vist, at der altså potentielt kan være mange år til, at jeg – og jer andre – kradser af, fordi vi forhåbentligvis bliver en del af aldersstatistikken.

Og derfor behøver det måske ikke altid at handle om, at livet er for kort til noget. Men om, at livet kan være for langt til noget?

Gør noget spontant, for livet slutter om lidt

Men det, at livet er for langt til visse ting, er dog knapt så sexy. Så i stedet for flyder nettet over med ‘life is too short to’-citater formanende om alt det, vi i hvert fald ikke skal spilde livet med — for tiden er knap. Så grib lige dagen! Carpe diem, ikk’å! Your life, Your choices og alt det hejs.

Og så går vi mennesker jo i panik.

For helvede da også, hvordan skal vi dog nå det hele? Hvert minut er værdifuldt og bør bruges med minutiøs omtanke! Klokken slår. Få da lige fingeren ud. Der er ikke tid til noget, der ikke tjener os selv og vores egen lykke 24/7. Cause honey, you’ll die soon.

Så i stressens trængsel, alarm, hu hej vilde dyr og for at mase mest muligt ud af Life, laver vi lange bucketlister med ting, vi skal nå, inden vi dør. Vi springer ud i faldskærm henover aktive vulkaner for at føle os i live, og vi sværger til os selv, at vores liv altså er for kort til fortrydelser, forhold, der ikke spiller og at tænke over, hvad andre tænker om os.

Og det er sådan set ikke fordi, jeg er uenig.

For det er da for sindssygt at blive i ægte- og venskaber, hvis det eneste, vi kan blive enige om, er hvor håbløse hinanden er. Og absolut spild af tid at fortryde noget, der alligevel ikke kan gøres om.

Gør noget eftertænksomt, for livet slutter ikke om lidt

Næh, jeg siger sådan bare, at livet jo heller ikke kun er overstået på ni minutter. Så måske er det fint at tage det roligt indimellem. Ikke stresse over, at dagen i morgen ikke overgår dagen i går. Overgive sig til, at livet indeholder massevis af tidspunkter, der med tiden går i glemmebogen, men som alligevel var dyrebare. Fordi vi omsider slog fred med det mørke dun på vores overlæbe — og fordi, aftensmaden sgu’da blev ret vellykket.

Huske at vi ikke skal skynde os hele tiden. Leve med lidt perspektiv. Ikke fluks storme ud af alle relationer, når de bliver svære. Fordi kampen for at fastholde samhørigheden, skaber dybe og værdifulde relationer med mennesker, der med tiden bliver vores livsvidner.

Ja — og vi kan sågar måske tænke lidt over at være de rarest mulige mennesker, vi overhovedet kan være. Så behøver vi nemlig slet ikke at overveje tanken om, om andre mon har af ufede tanker om os.

Hvad livet er for langt til…

Personligt synes jeg jo selv, at mit liv er alt for langt til at risikere det på et sindssygt bungee jump i en bjergkløft på New Zealand — og for dyrebart til at stole på en Heath Ledger-lækker type på Koh Pha Ngan, der forsikrer om, at han altså sagtens kan holde min drink til et full moon party.

Jeg skal egentlig heller ikke bede om sætte det hele på spil ved at bestige bjerge i Himalaya, fridykke med blodtørstige spækhuggere, gennemføre et ørkenmarathon eller tage på junglesafari i Amazonas og støde på en arrig anakonda. Jeg er også helt okay med ikke at kunne vinde den store Eurojackpot ved at smide en 20’er på den hver uge. For på den lange bane kan de +68.000 kroner nok bruges federe. Og jeg vinder den alligevel ikke — jeg er jo ikke en pensionist fra Sorø.

Livet er også for langt til tvinge mig selv igennem Cheasy’s fedtfrie ost, hvis jeg nu bedst kan lide den smælderfede Gamle Ole af en skæreost, der lugter værre end forrådnelse selv.

Jeg er her også alt, alt for længe til slavisk at drikke fiskeolie og spise havregryn med mælk hver morgen, hvis jeg nu ikke kan lide at drikke fiskeolie og spise havregryn med mælk hver morgen — uanset hvor sundt og nemt, det så er.

Ved livets slutkapitel, vil jeg have tvunget mig selv igennem 14.500 kilos og 135 liters havre-og fisketortur. Og det er jo helt adsurd, når den selvpineriske måde at starte dagen på kunne være undgået, hvis jeg i stedet for havde valgt Frosties som min morgenkompagnon — og snuppet en Filet-O-Fish i ny og næ. Jo, jo. Måske havde jeg været mindre sund, men jeg havde helt sikkert også været mindre morgenmuggen.

På samme måde synes jeg, at livet er for langt til instantkaffe. Imponerende, hvordan mennesker kan have livslyst tilbage efter sådan en kop Nescafé Gold… Og personligt er mit liv også lysår for langt til ukomfortabelt undertøj. Jeg skal virkelig ikke bede om at bruge 60 år iført den sindssyge underbuks’ kendt som g-strengen. Jeg mener. Hvad er det. Udover at være et stykke stof, der bare irriterer nummi dagen lang. Og bøjle-bh’er… Ja altså, mit liv er for langt.

Livet varer også for længe til, at jeg kun kan bruge min tid på ting, jeg elsker — selvom det er dét, life is too short-citaterne initierer. For jeg tror ærlig talt, at der må være et maks for, hvor meget Ben & Jerry’s, jeg kan æde, og jeg ved faktisk ikke, hvem der gider betale mine regninger, hvis jeg dropper mit job og i stedet bare øver Spice Girls-koreografier, imens jeg lip syncer som Emma Bunton?

Selvom det egentlig lyder ret ideelt… Hmmm.

Livet er jo kort. Jeg må nok hellere lige føje det til min bucketliste.