Det er vel også klart, da det – for de fleste – er et uvant og meget anderledes arbejdsliv. Men hvor stor forskel er der egentlig på at arbejde om natten kontra om dagen? Det er jeg taget til Borup for at finde ud af. Klokken er 02.50 og her møder jeg Nicklas, der er 23 år gammel, og som til ”dagligt” arbejder om natten. Mere præcist fra 22:30 om aftenen til 06:00 om morgenen.

“Det siger sig selv, at der er forskel på at have et ”standard” 8 til 16 job i forhold til at have et utraditionelt 22 til 06 kinda job. Lønnen er for det meste bedre, timerne længere og dagene derfor meget kortere – tro mig”  fortæller han mig, imens han viser rundt på lageret.

Nicklas selv vågnede i dag klokken 18 – efter en lang nat med arbejde og har dermed haft fire timers fritid inden mødetid. Han har selv lige været igennem en vinter uden dagslys – og det er hårdt: ”Det er mørkt, når man tager på arbejde, mørkt når man kører hjem og mørkt igen, når man vågner”. Det må være én af de helt store udfordringer for natarbejdere, da mennesket jo har brug for sollys og de medfølgende vitaminer, der følger med dét.

Det er nu lidt kuriøst at gå og foretage et interview på et lager i Borup klokken 03:00 om natten, men ikke desto mindre er det omstændighederne, hvis man ønsker at møde det natarbejdende folk i øjenhøjde. Vi hilser på alle, vi går forbi. Det virker til, at der er et befriende og et energisk arbejdsmiljø på trods af, at størstedelen af Danmark er gået i seng for mange, mange timer siden.

I et forhold med en natarbejder

Noget af det, jeg har været allermest nysgerrig på, er at finde ud af, hvordan fan’ man får et parforhold til at fungere og gå op, hvis man aldrig rigtig ser hinanden? Eller fungerer disse forhold faktisk enormt godt, fordi man har så meget tid fra hinanden? I alt fald må det da være ret vanskeligt at få ens hverdag (og ikke mindst ens sexliv) til at gå op i en højere enhed, hvis man sover på forskellige tidspunkter fem ud af syv dage i ugen?

Da jeg spørger ind til Nicklas til hans ’take’ på forholdssnakken, svarer han kort, at han er single, og at det egentlig passer ham meget godt lige nu, da han tit hører om diverse udfordringer hos de andre af hans kollegaer, der har kærester med et ‘normalt’ dagarbejde. Men han er også klar over, at det ikke er alle, der er samme sted i livet som ham selv:

Personligt tror jeg bare ikke, at natarbejde og ægteskab er en god kombination for mig. Alt det intime går i vasken. Det er også problematisk i weekenden, når man har to vidt forskellige døgnrytmer. Men respekt til de, der får det til at fungere. Heriblandt flere af mine kollegaer. Det er klart, at det er en udfordring, man er nødt til at tage kærligt hånd om, når man ikke blot arbejder her i forbindelse med ens sabbatår – men derimod har valgt det som ens levevej.”

Om det gode (og om det knap så gode…)

Som med alle mulige andre erhverv, er der selvfølgelig både forsider og bagsider af medaljen ved det at arbejde om natten. Så hvis man går og undrer sig over, hvorfor nogle folk vælger natarbejde og hvorfor andre ikke gør, er det måske nu, man skal spidse ører. For Nicklas har især fokus på to specifikke emner, da jeg spørger ham, hvad det bedste ved at arbejde om natten er. 

”Det er lønnen. Uden tvivl. Nu ved jeg godt, at der er forskellige meninger om hvorvidt jeg må sige det eller ej, men jeg formoder, at de fleste er bekendte med, at lønnen er en smule højere som natarbejder. Men fordi livet ikke kun handler om penge, vil jeg også gerne nævne en anden ting, der faktisk er dejligt ved natarbejde. SØVNEN. Der er nemlig rig mulighed for at sove længe. Vækkeuret ringer ikke

klokken 7:00 som for alle andre. Det ringer i virkeligheden slet ikke, for det er dæleme svært at sove over sig, når man først skal møde kl. 22:30 om aftenen“.

Og så til den famøse bagside af medaljen.

”Vinteren er det hårdeste. Jeg har været lidt inde på det tidligere, men det kræver virkelig sin mand at komme igennem en vinter uden dagslys. Trætheden melder sin ankomst som aldrig før. Ligesom alle andre har jeg jo også brug for sollys, men det er bare ikke rigtig en mulighed, når man arbejder nat om vinteren. Medmindre man selvfølgelig prioriterer anderledes end jeg gør. Alternativet er nemlig at vælge mellem sollys eller søvn. Flere af mine kollegaer står gerne tidligere op for at kunne gå en tur i solen. Måske jeg skulle overveje det. “

Et aktivt job

Nicklas virker slet ikke træt. Han flyver rundt mellem stationerne. Helt høj på energi. Og det har jeg svært ved at sætte mig ind i, da jeg virkelig kæmper med at holde øjnene åbne her klokken 04:10 om natten. Det på trods af at jeg har drukket utallige kopper kaffe og gjort alt, hvad der står i min magt for at forberede mig til i nat. Af samme grund og med fuld beundring i stemmen over det nuværende energiniveau, hører jeg derfor Nicklas om, om han aldrig er ved at gå totalt kold som havde han narkolepsi.

Njahhh. Jeg skønner, at det afhænger meget af, hvilken slags natarbejde, du har. Hvis man har et aktivt nattejob – som du kan se, jeg har – er det faktisk kun i frokostpausen (ja, den fra 02-02:30), at det kan trække lidt tænder ud. Jeg tænker, at det må være langt hårdere for min chef, der sidder med hovedet begravet i computerskærmen hele natten. Det kræver altså nogle Red Bulls, sukker og en helt masse standhaftighed.

“ Det er ikke uhørt, at weekenden indeholder et par byture, der pleaser døgnrytmen … “

Efter en uge fyldt med natarbejde, må det alt andet lige være vanskeligt pludselig at skulle falde til ro klokken 23:30 fredag aften. Men hvis man spørger Nicklas – som jeg jo naturligvis gør – er der flere måder at håndtere dén udfordring på. 

”Det er meget forskelligt, hvordan jeg håndterer mine weekender. Men det er ikke uhørt, at weekenden indeholder et par byture, der jo pleaser min døgnrytme helt forrygende. Det gælder ikke kun for mig selv, for ofte er flere af mine kollegaer blandt de medsammensvorne. Desværre er det ikke muligt i disse coronatider, hvilket selvsagt gør det sværere at holde min omvendte døgnrytme ved lige i weekenden. I stedet har jeg fundet en lille forkærlighed for gaming og LAN-parties. Men jeg ved også, at der er mange natarbejdere, der faktisk lever ret uproblematisk med at vende deres døgnrytme på hovedet, når klokken rammer weekend – og for eksempel gerne tager ud og brunch’er tidligt lørdag formiddag.

Det er spændende at snakke med Nicklas, og jeg kunne sagtens blive ved. Men jeg må hellere komme hjem i seng. For jeg har jo et dagsarbejde, der venter i morgen tidlig klokken 08:00. Jeg takker Nicklas for at give mig et indblik i livet som natarbejder og bevæger mig udenfor i natten til min bil. Nu har jeg lige 30 minutter hjem her klokken 04:50, hvor jeg så kan overveje hvorvidt jeg skal til at være journalist om natten. For believe it or not; jeg synes faktisk, det virkede meget fedt. Og tilmed er det hver’dagen’ for mere end 250.000 danskere, så kollegaer er der nok af.