Ja ja, dagene er begyndt at blive lidt lysere og lidt længere, men det føles stadig som om, der er uoverskueligt langt i mål. Lidt ligesom dengang jeg skulle løbe mit første halvmarathon og fik ondt i maven halvvejs. Men det er en lidt anden historie. I hvert fald er det der lillebitte lys i mørket pludselig sværere at få øje på end nogensinde før.

Altså. Jeg har det jo godt. Men jeg synes faktisk, det er en hård situation at være i. Hvis det da er tilladt at sige, når nu mine nærmeste og jeg indtil nu har været så privilegerede at kunne holde den bitch af en virus nogenlunde ude i en armslængde — for slet ikke at tale om dens utilregnelige stedsøstre; mutationerne. Men hvis jeg lige lynhurtigt — og jeg lover, det bliver lynhurtigt – må tillade mig at tage udgangspunkt i min egen lille egoistiske, selvmedlidende boble, er jeg sgu ved at være godt gammeldaws træt af det her fuldstændig sindssyge postyr. Jeg er glad for, at jeg ikke er nytårsforsæt-typen, for så havde jeg da følt mig slået hjem som den mest usle Ludobrik allerede i starten af januar. Sikke en måde at starte et nyt år på. Som en iskold klud lige i ansigtet. Det kunne da fuldstændig tage pusten fra en. 

Og som om det egentlig ikke var nok, at Trump-tilhængerne maksede helt ud ved Capitol Hill; Ja, så dukkede der pludselig en ny dreng op i klassen, som eftersigende smitter 74% mere end den oprindelige klassekammerat. Han skal altså ikke sidde ved siden af mig. Hvad sker der ærlig talt, verden?! Jeg kan da næsten godt forstå, hvorfor nogle pludselig trængte til en rejse til Dubai —  midt i landets hårdeste lockdown. Det gør vi da efterhånden alle sammen. Men altså… Samfundssind!

Og nu skal du ikke spørge mig, om jeg ikke bare skal se hele den her situation som den oplagte mulighed til at få helt styr på renoveringen af vores hus. For jo, vi har da stadig mange projekter, vi sagtens kan gå i gang med herhjemme. Massevis faktisk. Men jeg gider ikke flere hjemmeprojekter lige nu. Alle vægge i huset har efterhånden en farve, der ikke er hvid. Og jeg har indtaget, gud ved hvor mange kager og cookies — for hver gang jeg bager, er der jo for fa’n kun os selv til at spise det. Og jeg har vist totalt samfundssind og sunget så højt med om fredagen til fællessang. Du ved; rigtig bakket op om, hvor hyggeligt det er at være sammen hver for sig. Og det er da hyggeligt. Så absolut. Men man når ligesom også et makspunkt, ikke? Jeg mangler efterhånden kun at kaste mig ud i det famøse surdejsprojekt. Men dér går min grænse altså — jeg er allerede rigeligt kliché-corona-agtig med mine male- og bageprojekter.

Og jeg.kan.ikke.se.mere.fjernsyn. Eller sidde mere i sofaen om aftenen. 

Ja ja, jeg kan godt selv høre, at det er vaskeægte i-landsproblemer, vi har med at gøre her. Stopper snart.

Jeg øver mig desuden stadig på ikke at lyde bitter, når jeg tænker tilbage på foråret og føler, at min barsel blev taget fra mig. For det er jo da kikset at være bitter over ikke at have fået brugt alle sine klip til babysvømning, babysalmesang, babybio, babyrytmik og baby-alt-muligt-andet. Men det er jeg altså. Eller i hvert fald er jeg ærgerlig. Og jeg ved godt, det er småligt og alt det der, men giv mig liiige et par linjer mere til at at rase ud — og så skal jeg nok vende tilbage i et bedre humør, se verden i et lidt større perspektiv og igen embrace alt det gode, situationen også har skabt. Promise!

For jo. Selvom det her corona-show er en uønsket situation, har den absolut også bragt meget godt med sig. Rigtig meget endda — også for mig. Jeg nyder virkelig at bruge meget mere tid herhjemme sammen med min lille familie. Jeg nyder, at vi ikke skal stresse ud af døren om morgenen, og jeg nyder, at vores kalender ikke er propfyldt af aftaler. Men jeg savner også.

Jeg savner resten af min familie. Mine små nevøer. Mine kolleger. Og alle mine venner og deres børn. Min egen dreng er begyndt at se på mine veninder som om, han aldrig har set dem før, når vi mødes til gåtur med ham i barnevognen. Og det gør ondt i mit hjerte. For jeg ved, de gerne vil have et ægte forhold til ham. Og han aner ikke, hvor heldig han er. Så jeg får lyst til at være pisse ligeglad og invitere dem hjem til hygge, croissanter og leg på stuegulvet. Men lige nu er det ikke en mulighed, og det ved jeg jo godt. 

Og ja ja. Det er da skønt at slappe af. Komme helt ned i gear og blive totalt zen-agtig. Men der er altså også grænser for, hvor langt jeg kan komme ned i gear uden at gå fuldstændig i stå. 

Okay, så blev jeg alligevel hængende i min egoistiske boble lidt længere, end det var planlagt. Men det er faktisk en svær rille at komme ud af. 

Jeg ved ikke helt, hvad den gode og opløftende afrunding på den her er hjerneudtømning er. Men måske at der forhåbentlig er andre end mig, der har det på samme måde? Og måske at jeg kan blive bekræftet i, at jeg ikke er den eneste, der føler sådan her — selvom størstedelen af Danmark er blevet enige om at rykke sammen i bussen og spænde ballerne.

Og jeg skal nok fortsætte med at slå hælene sammen og høre efter, hvad Mette-mor siger. Selvfølgelig. Og så skal jeg blive bedre til at huske mig selv på faktisk at nyde alt det gode, den her pain in the ass af en pandemi har bragt med sig. Og at jeg (7-9-13) er sund og rask. Der er sikkert meget, jeg kommer til at savne, når vi bliver sluppet ud i samfundet igen; Yoga på stuegulvet, de stille og rolige morgener, at transport til og fra arbejder tager omtrent fire sekunder, og at tøjkriser er ikke-eksisterende.

Hvorfor er græsset seriøst altid grønnere på den anden side?