Kender I følelsen? Af at det snart er fredag. Af at det er weekend lige om lidt. Det gør I med garanti. Det er en god følelse. Der spreder sig i hele kroppen som en lykkelig hvirvelvind.

Kender I så også den omvendte følelse? Af at det snart er mandag. Af at det er hverdag lige om lidt. Det gør I med garanti. Det er en lunken følelse. Der spreder sig i hele kroppen som en deprimeret tornado.

Men hvorfor er det egentligt sådan? Hvorfor glæder vi os mere til fredag end til mandag? Jeg har nogle bud. Og en idé. Men lad os lige tage den fra starten.

For helt grundlæggende har vi jo bare at gøre med dage.

Det med dage var vist et koncept, mennesket i sin tid fandt på for at holde lidt styr på tiden. Okay, nogle mener, at det var Guds idé — og jeg skal egentligt ikke komme her og påstå det ene fremfor det andet. Jeg påstår til gengæld gerne, at det sgu’da var en meget smart Marie Kondo-agtig måde at inddele sådan en runde rundt om solen på.

Men vi endte altså med syv af slagsen — alle med forskellige navne, men alle af 24 timers varighed med en dertilhørende, nat, morgen, eftermiddag og aften. Så i udgangspunktet er de altså temmelig ens. Som en slags enæggede syvlinger. Fælles for dem er også, at de tilsammen udgør de dage, hvori vor liv leves. Og kigger vi lidt på odds-tallene for, at vi overhovedet blev beriget med den gavealtså livet –  er det faktisk pænt kuk-kuk, at vi sådan tillader os kun at nyde vores eksistens sådan rigtig meget der sidst på ugen.

Gør man det hårdt op, består et kalenderår af henholdsvis 71,5% hverdage og 28,5% weekend. Altså skal vi igennem tæt på tre gange så mange mandage til fredage, som vi skal igennem fredage til søndage. Og ja ja, hertil kommer selvfølgelig fem-seks ugers ferie, barnets første sygedage (sådan én kan man da godt nyde i al hemmelighed) og helligdagsstormen i foråret, der – jovist – sammenlagt bløder lidt op for den ovenstående skarpe dagsopdeling, men som alligevel ikke ændrer på faktummet; at størstedelen af vores liv består af hverdage.

Du kender dem. De der trivielle dage imellem mandag og fredag, hvor alarmen vækker dig alt, alt, alt for tidligt. Af dage med den evige cykeltur i modvind. Af dage med stressende deadlines. Af dage med tætpakkede kalendere. Af dage med lunkne madpakker. Af dage med lange køer i Netto. Af dage med myldretrafik. Af dage med fuldkorn og fornuftige madplaner. Af dage med minus overskud. Af dage med hårde ulvetimer med overtrætte børn. Af dage, hvor du går død 21.30. Af dage, hvor du overhovedet ikke orker den der slags ‘voksentid’, du ved nok. Og af en grå dag i morgen, der ligner den grå dag i går.

Så straks forstår jeg da godt, hvorfor fridagene sidst på ugen pludselig virker så indbydende. Så frigjorte. Så nødvendige. Og så højt sat på en piedestal.

Fordi weekenden er lidt mere chill, ik’? Ikke så hys. Tager det mere roligt. Også når du ikke får lavet dagens gode gerning. Fordi du daser dagen væk på din divaneser. Den elsker nattelange serie-marathoner og dine udslidte joggingbukser. Den giver ikke dårlig samvittighed, når du gnasker dig igennem et bjerg af pomfritter eller ikke spiser ét gram sundt mad flere dage i streg. For den er med på den værste. Den tager det køligt, når du glemmer, at du da egentligt prøvede at kvitte cigaretterne. Og modsat hverdagen overvejer den ikke en ekstra gang, om den skal bestille en runde mere på det lokale brune værtshus. Den har nemlig ingen fornuftige sengetider. Den skal jo ikke tidligt op i morgen. Weekenden tager sig også gerne en lang lur med ungerne midt på dagen, det kunne hverdagen aldrig finde på — det passer jo ikke ind i skemaet. Weekenden er også bedre til at glemme tidsfornemmelsen, når stemningen, selskabet, samtalen og sangriaen er god. Og trækker det ud, tager den det ikke så tungt. Den har ingen bagkant, og den kan bare tage take away med hjem.

Weekenden er med på at være god ved sig selv. Den kræver mindre overtalelse og har en kæmpe ja-hat. Om det handler om nyt tøj, nye sko, ny PlayStation, dyr to-go kaffe eller en frokost i byen. Den giver en følelse af, at dens penge blot er matador-slagsen. For det er jo ikke ligeså dyrt at svinge dankortet om lørdagen som om onsdagen — vel? Weekenden har et bedre humør. For den har en forventningsglæde. En indre boblen. Og en indre overbærenhed. Den er en afslappet forælder, der roligt trækker på skuldrene, når børnene blot lever af kærlighed, kiks, kakao og Ramasjang en hel dag i streg. Det tager ingen skade af. Det har weekenden en fredfyldt ro og tro på.

Åh ja, weekenden er dejlig. Uomtvistelig dejlig. En fuldstændig forrygende kompagnon.

Men den ændrer ikke på det faktiske forhold, at livet allermest udgøres af hverdagene. Og hvor er det ærgerligt, hvis to tredjedele af vores dyrebare liv bare skal ‘overstås’, er det ikke?

Så måske kan vi prøve at se hverdagen i et nyt lys. Få den hevet op på en piedestal. Og dermed se mere positivt på mandagen — og på magien i det monotone.

Og glædes over, at det meste af vores liv faktisk består af de der fantastiske, forudsigelige dage imellem mandag og fredag, hvor vi bliver løbet henrykt i møde af et glad barn, der har haft en optursdag i børnehaven. Af dage, hvor vi har en god brainstormer med vores kloge kollegaer. Af dage, hvor vækkeuret ringer tidligt, men hvor vi heldigvis kan nyde dagens første kop kaffe i ro og mag. Af dage, hvor måltidskassen igen, igen redder vores røv — og ændrer vores syn på rosenkål for life. Af dage, vi ikke sover væk i en kvalmende tømmermandsrus. Af dage, hvor vi finder en ro i trivialiteten, fordi i trivialiteten findes også de små, men store, smukke øjeblikke. Af dage, hvor vi nyder cykelturen på arbejde — for det går ned af bakke, men ikke på op-af-bakken-måden. Af dage, hvor vi faktisk har god tid, hvis vi vælger at prioritere det. Af dage, hvor vi er sunde og raske og husker at værdsætte det. Og af en dag i morgen, der lidt ligner dagen i går — men det gør ikke så meget. For solen skinnede.

Det med hverdagen er faktisk slet ikke så tosset.