I hvert fald hvis vi højest må tælle til ti omkring det julebord, hvor vi plejer at sidde så tæt og så mange samlet. For tiden er en anden, end da december bankede på sidste år. Julesnevejret er tilsyneladende stadig udskudt, men i år opfordres vi også til at udskyde besøget hos familien i Nordjylland første juledag, julefrokosten på Lolland anden juledag og den årlige fætter-kusine-fest tredje juledag

Let’s be honest – ingen af os ønsker en situation, hvor vi ikke udelukkende har det frie valg til at afgøre, hvor, hvordan og med hvem vi vil bruge decembermåned. For det er en fantastisk måned. En måned fyldt med hygge, samvær og stor julebuffet. Men det er også en måned, der kan være præget af stress, ensomhed og en evig jagt på at gøre alt helt perfekt – uden nogensinde at føle man lever 100% op til de forventninger. Forventninger, der i bund og grund nok ikke er andre end en selv, der dikterer. For NU er det jul, og NU skal vi rigtigt hygge os. Hyg så, for pokker! For vi har syltet og bagt, som deltog vi i VM i vaniljekransebagning, og huset har fået den helt store julerengøring. Og når vores venner og familie kommenterer på, hvordan vi dog har nået alt det, prøver vi at svare henslængt, at det da ikke er noget, og at vi også gerne ville have opfundet en ny opskrift på konfekt, men træningscenteret skulle jo også besøges. 

I bund og grund er situationen i år måske den oplagte mulighed for at spørge os selv, om julen i virkeligheden er så afslappende og så rosenrød, som vi går og forestiller os og desperat bekræfter hinanden i. Julen er hjerternes fest, siger de. Jo jo, men det er i den grad også gavernes fest, svarer vi. Og det er der jo heller ikke noget forkert i. Slet ikke. Det er da fantastisk både at give og få gaver. Og ikke mindst at se glæden i et barns øjne, når papiret bliver flået af. Men måske vi i det Herrens år 2020 – og nu endnu engang her op til jul – faktisk har fået en gave som samfund og som land. En gave, der ikke kan pakkes ind, og som ingen ønsker sig, men som de fleste altid mangler. Tid. Tid til hinanden og tid til nærvær. Men også tid til sig selv og til ikke at lave det mindste. I bund og grund: tid til afslapning. I år har vi fået en oplagt mulighed foræret. Måske i år bliver året, hvor vi ikke trænger til en ferie oven på ferien efter at have styrtet rundt fra den ene familiesammenkomst til den anden. 

Julen kan være en svær tid for mange, og i år nok for endnu flere. For den bliver anderledes. Vi kommer til at savne, og vi kommer til at mangle. Vi kommer ikke til at kunne gøre alt det, vi plejer. Og det kan være hårdt, når vi går en højtid som julen i møde, der er bundet så hårdt op på traditioner. Men vi har altså samtidig fået en unik mulighed for virkelig at slappe af og for én gangs skyld at lade julefreden sænke sig totalt i de små hjem. Og det må vi prøve at minde hinanden om, når savnet til vores traditioner, vores kære og vores samfund, som det engang var, bliver for stort.