Og listen af mulige forberedelser er lang. Den er rigtig lang. I skal øve ve- og vejrtrækningsteknik ved fødselsforberedelse efter fødselsforberedelse. Dertil kommer ammeforedrag. Hud-til-hud-foredrag. Babymadsforedrag. Søvnforedrag. Hjemmefødselsforedrag. Hjemmepasningsforedrag. Opdragelsesforedrag. Parforholdsforedrag. Soloforældreforedrag. Jordemorderkonsultationer. Bæreselekurser. Baby-proofing seminarer. Misdannelsesscanninger. Private scanninger. Kønsscanninger. Graviditetsgymnastik. Graviditetsmeditation. Og ja — måske et stresskursus i niende måned.

Men det er som om, at der er ét eneste scenarie, man ikke bliver ordentligt forberedt på. Et scenarie, hvortil der hverken findes forberedende kurser, foredrag eller bedstsælgende selvhjælpsbøger for den sags skyld. Nemlig konstateringen af, hvilket hot mess ens hjem forvandler sig til, når 3,5 kilos kød hjembringes fra hospitalet. Ikke nødvendigvis at ens hjem eksploderer fra den ene dag til en anden, men stille og roligt vil man opdage, at det ellers pæne palæ går fra at være pretty hot til at være pretty not.

Og det er altså specielt soveværelset, der står for skud. For der sker ofte det, at I inden purkens ankomst gør jer mange overvejelser om, at junior i hvert fald hurtigt skal lære at sove i egen seng — for der skal da være mulighed for some hot loving, når mini bambino sover. Hurtigt klip til, at I jo overhovedet ikke orker den slags eskapader efter 19.30, og I har desuden fået et barn, der bare sover tungest med næsen solidt plantet i jeres svedige armhuler. Nuvel.

Og det samme gør barn nummer to selvfølgelig også, og så ligger I altså dér; i ske med jeres lille genpulje og deres dertilhørende søde, varme, men også sindssygt roterende kroppe tæt op af jeres. Og det er hér, vi har balladen, for nu kommer jeres minimale futonseng altså under et gevaldigt pres. For lad os være ærlige; børn er nogle usympatiske søvnkammerater, der ikke har meget til overs for sine forældres nattekomfort. Så i kampens hede for at bibeholde nattefreden — for Gud forbyde at jinxe dén! — tyr I til et fire-paller-og-en-boksmadras-udvidelse-af-sengen-byg-selv-projekt. Og med ét ligner jeres før så nydelige soveværelse et alvorligt Silvan-gone-wrong-mareridt. Åh ja, det er da meget skønt sådan at få børn, hva’?

Der er mange meninger om det at samsove med sine børn. Nogle er helt vildt meget for det, andre er ikke helt vildt meget for det. Nogle mener, at samsovning kan være både stressreducerende, mentalt udviklende og kan danne grobund for en tryg relation mellem forældre og barn. Andre mener det modsatte.

Sikkert er det dog, at det kan være en god idé at give samsovningen bedre betingelser, hvis man ønsker at flette fingre med sine mini mennesker om natten.

Denne gødning kan for eksempel tilføres ved at vælge en seng med bedre komfort og med mere plads til hele banden. Kontinentalsenge kan i Danmark fås i en imponerende størrelse på hele 210×210 cm. Jep, du læste rigtigt. Vi snakker en højborg af en seng med et 4,41 m2 stort soveareal. En seng, hvori selv den amerikanske basketballspiller Lebron James kan ligge udstrakt på både langs og på tværs. Eller to velskabte babyelefanter. Der er altså pænt meget plads til både dig, din bedre halvdel og en tre-fire-fem børn, hvis altså I ikke får dem med for mange års interval. Og the kiddos? Ja, de har albuerum nok til at kunne tage alle de roterende kropskarruselture, de orker, uden at I skal sove på kanten. Desuden kan du få disse sengebastioner med en good-looking sengegavl, så herligheden ikke kun er praktisk, men samtidig også ser smart ud — og dét er altså ikke alle de hjemmebyggede palle-versioner forundt.

Sovestilling-søvn

Men hallo. Løser en kontinentalseng så bare alle samsovningens krummelurelige problemstillinger sådan med ét knips? Og sover hele familien nu bår’ dæjli i al evigheden, fordi der er kommet en 210×210’er inden for dørene? Jaaaøhh. Måske. For det at have små børn er jo bare et mildt madness og et konstant virvar af sindssyge skift. Hvad der fungerede for 3-årige Oda i går, fungerer helt sikkert ikke for hende i morgen… Og det er jo sådan set ikke sengens skyld.

Læg dertil alle de mange soveråd, du bliver bombarderet med fra Gamle Moster Lis, der i hvert fald mener, at børn bør sove mutters alene. Og den dér velmenende, men også ret insisterende pamflet om sunde sovevaner, jeres ellers så søde sundhedsplejerske diskret efterlod ved sidste besøg, men som du overhovedet ikke kan genkende dig selv eller din hyggebamse af et baby i. Og har vi ikke allesammen det her irriterende perfekte vennepar, der påstår, at de da aldrig har haft problemer med natteroderi, fordi de er blevet blessed from heaven med et barn, der altid har sovet igennem på eget værelse. Siden det var tre timer gammel. Siger de i hvert fald.

Nå. Summa summarum er vel nok bare, at vi vist alle kom på lidt ukendt territorie, da vi sådan lod os indvillige i den livslange pagt, forældreskabet er.

Men heldigvis er vi jo så latterligt lykkelig for at have fået de små, søde mennesker, at vi jo glædeligt gør, hvad end der skal til, for at de har det godt. I alle situationer. I alle henseender. Om det så betyder, at vi får små fødder klasket i hovedet og bliver feset direkte i næsen hver eneste nat.

Rigtig meget held og lykke med samsovningen til jer derude, der har kastet jer over dén søvntaktik. Jeg håber, at I alle ligger dejligt — og hvis ikke, kan I huske på, hvor meget I sparer på elregningen, da I overhovedet ikke behøver tændte radiatorer i soveværelset med sådan en lille menneskelig centralvarme liggende klistret op af jer. Og til jer, der bare har great succes med at sige ‘på gensyn’ til junior, når han fredfyldt lukker øjnene i egen seng på eget værelse; melder I ikke lige ind med tips og tricks?