Ligeså længe jeg kan huske, har min mormor Lise haft gebommerligt søvnbesvær. Efter 82 år har hun gjort sig nogle erfaringer, når det kommer til, hvad søren man skal gøre, når Ole Lukøje ikke har gjort sit arbejde godt nok. Erfaringer, som vi unge, travle byrotter kan lære noget af.

Søvnløsheden er altid værst, når fuldmånen lyser natten op, så er hun næsten sikker på at ligge søvnløs hele natten. Derfor har der altid stået en trofast pakke englehud på natbordet, så hun kunne tape øjnene lukket.

Vi plejer at sige, at alle kvinder i familien har fuldmåneforbandelsen over sig. Selv hvis der er overskyet om natten, kan vi have svært ved at sove. Nok er det overtro, men det er hændt mange gange, at hun sammen med sine to voksne døtre sidder i sommerhusets køkken kl 03 og spiser knækbrødsmadder og læser sladderblade, mens de alle skuler op på det lysende himmellegeme. Endnu en gang har månen frataget dem den dyrebare søvn.

Hende og jeg er ude i familiens sommerhus og spise provencalsk frokost sammen. Det er slut-september, men solen stråler varmt på terrassen.

Jeg har altid tænkt, at søvnproblemerne er et resultat af hendes proppede kalender – hun farer rundt til tonsvis af aktiviteter og gøremål. Filosofikurser, vandreture i søhøjlandet, byudviklingsmøder, akvarelmaling, pasning af børnebørn og meget mere. Listen er lang. Alligevel er alting gjort med overskud og højt humør. Hun kan ikke lade være, og det har hun aldrig kunnet. 

Men da jeg spørger hende, hvorfor hun har problemer med at sove, giver hun et andet svar.

“Jeg ligger og bekymrer mig. Især om andre. Jeg prøver at finde løsninger på deres problemer der i mørket, men det er jo ikke altid så nemt.”

Når hun ikke kan sove, så er hendes favoritløsning at stå op og gøre noget, der er rart, indtil øjenlågene føles tunge igen.

“Når jeg ved, jeg ikke får sovet, så sætter jeg mig ud på terrassen med dynen om mig og kigger på skoven og nattehimlen. Jeg prøver at gætte hvad de forskellige stjernebilleder er – jeg har en app på min telefon. Nogle gange kommer Miffer (hendes kat, red.) med ud og ligger ved siden af mig. Jeg kan også finde på at tænde lyset inde i huset, inden jeg sætter mig ud – så kommer alle flagermusene for at jage insekter. Sommetider vågner jeg også af natuglen der skriger, så fløjter jeg med hænderne, og så har vi en lille uglesamtale.”

Hun har dét privilegium, at hun det meste af året bor ude på landet i sommerhuset, hvor byens lys og larm ikke generer. Sirener og soundboxes er skiftet ud med nataktive dyr og vinden, der blæser gennem nåleskoven.

Selvom hun er omfavnet af skovens ro, har hun alligevel et råd, selv de overarbejdende byrotter kan følge:

“Det er vigtigt at gøre noget andet, når man ikke kan sove. I stedet for at ligge i sengen og vende og dreje sig og blive frustreret, så kan man lige så godt gøre noget rart. Og det bedste ved at stå op er, at så vanker der en dejlig, lun seng, når jeg har været ude i nattekulden. Så er sengen pludseligt gået fra fjende til bedste ven!”

Det kan lyde som om, min mormor elsker at være vågen om natten. Sådan er det trods alt ikke. Hun ved udmærket godt, at det er usundt ikke at få sovet nok. Men hun har haft tid til at øve sig i at få det bedste ud af søvnløsheden. Ikke lade den diktere dagstimerne.

Katten ligger og slænger sig i skyggen af en havestol, på denne lune septemberdag. Den har hverken bekymringer eller svært ved at sove.