Jeg har altid døjet med min søvn, særligt de seneste 20 år, hvor jeg har været på sovemedicin i lange perioder. Normalt går der mellem 45 og 60 minutter, fra jeg slukker lyset, til jeg sover. Så mit forhold til søvn er anstrengt, og kvaliteten af min søvn er ikke særlig god. Det er et stort problem for mig, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde det sådan, for så ville mit liv være anderledes. Jeg ville gerne stå op kl. 6 om morgenen og slå vejrmøller ned ad gangen og være frisk. Det er bare ikke sådan, jeg er indrettet, desværre. Min profession som jægersoldat har heller ikke hjulpet på min sjælefred. Jeg har været to år i krig, og hvis ikke man bliver mærket af det, så er man ikke rask oven i hovedet. Men jeg er ikke diagnosticeret med PTSD, så det er ikke det, der er årsagen til problemet.

Lige nu er jeg inde i en fornuftig rytme, men i stressperioder har jeg fyldt mig med sovemedicin, som var det slik, for at kunne falde i søvn. Jeg tager stadig en halv antihistaminpille hver aften. Det er nogle piller, jeg får fra Tyskland, og de virker bedre end almindelige sovepiller, hvor kvaliteten af ens søvn er elendig, og jeg vågner efter fire-fem timer. Antihistaminer er også det, man giver mod høfeber, og det virker indslumrende på mig. Jeg ved godt, at det er et skråplan, og jeg prøver at komme ud af det, men indtil videre er det ikke lykkedes mig. Nu overvejer jeg at tage nogle cannabisdråber, som jeg har hørt er befordrende for ens søvn og helbred generelt.

Jeg har svært ved at falde i søvn, fordi jeg nemt bliver ramt af tankemylder. Når mørket sænker sig, og jeg ligger der helt stille i min seng, så kan min hjerne ikke lade være med at tænke. Jeg er dårlig til at koble fra, og så begynder jeg at tænke og bekymre mig over alle mulige ting. Det kan være arbejde, nye projekter eller de folk, som jeg omgiver mig med. Jeg kan også komme til at ligge og tænke på klimaforandringerne og isen, der smelter, inden jeg skal sove. Det hjælper slet ikke. Hjernen kværner bare løs, og så er det altså ikke nemt at falde i søvn. Og søvn er bare så forbandet vigtigt. Det bliver jeg mere og mere klar over.

I 2017 fik jeg en blodprop i leveren, og jeg har fået at vide af en læge, at det nok er stressrelateret. Så jeg er begyndt at prioritere min søvn meget mere end tidligere. Nu lytter jeg til min krop, og hvis den har brug for at sove en time mere, så får den lov til det. Jeg er 51 år gammel, og jeg vil ikke presse mig selv så hårdt arbejdsmæssigt, som jeg har gjort før. Hvis det betyder, at jeg sælger færre bøger og tjener færre penge, så er det okay. Det er vigtigere, at min krop får den hvile, den har brug for. Så jeg står måske sent op i forhold til mange andre, men jeg er også den sidste til at forlade kontoret.

I Jægerkorpset har jeg lært, at min krop kan holde sig kørende i lange perioder på ganske lidt eller slet ingen søvn. Når man ligger på en klippeside i Afghanistan eller i marsklandskabet i Irak i 50 graders varme, er det vigtigt, at kroppen får så meget ro som muligt, når det er muligt. Men det er nogle meget svære betingelser at slappe af under. Man er indsat i en krigszone, hvor folk som udgangspunkt leder efter dig for at slå dig ihjel. Det er ikke befordrende for sjælefreden, når man ligger der og gerne vil sove og få noget ro. Nogle soldater er bedre end andre til at abstrahere fra det, og jeg er en af dem, der ikke er god til det. Jeg slumrer i stedet med et øje åbent, og mit system kører videre på et højt beredskabsniveau. Jeg falder aldrig i en dyb søvn på en mission, og jeg har altid sovet meget lidt på øvelser og især på skarpe operationer. Det skyldes også, at det i Irak og Afghanistan er ekstremt varmt, og det er ubehageligt at ligge på jorden med det meste af sit militære udstyr på. Sådan ligger man måske i 10-14 døgn og observerer et fjendtligt hovedkvarter eller et vejkryds dybt inde i fjendtligt territorium. Der er altid nogen, der skal være vagt, så ens døgnrytme bliver konstant brudt, og man får ikke meget ro. Kroppen finder ind i en tilstand, hvor den accepterer de vilkår, man arbejder under, hvor man samlet sover to-tre timer i løbet af en nat.

På mine ture med Jægerkorpset har jeg flere gange været i livsfare, og det er svært at falde i søvn efter sådan en oplevelse. Kroppen er fyldt med adrenalin, og det er først, når man er ude af livsfare og ligger hjemme på feltsengen, at det rammer én, hvor tæt man har været på at dø. Jeg er ikke i stand til bare at ryste det af mig, og det tror jeg heller ikke, man skal. Det er vigtigt at få det bearbejdet, og det gør man bedst med sine kollegaer i en debriefing, hvor man taler tingene igennem. Derefter ligger man selv og bearbejder det, inden man falder i søvn.

De bekymringer, jeg har herhjemme, er langt mere komplekse end dem, jeg oplevede som soldat. På en mission er der nogle helt klare spilleregler, og livet er enkelt. Du skal passe på dig selv og dine kammerater og sørge for, at dit våben virker. Ens bekymringsflade er med andre ord meget snæver. I mit nuværende liv er bekymringsfladen langt mere sammensat med mange flere komponenter, der hver især kan skabe bekymringer. Det er den helt store forskel på det civile liv og det militære, og det er også årsagen til, at jeg holdt så meget af at være soldat. Der er ingen bekymringer om karriere, økonomi, fremtid, kvinder og så videre. Det er fuldstændig rent og helt fantastisk.

Forskellen lærte jeg på den hårde måde i 2009, hvor jeg skrev en bog om min tid i Jægerkorpset. Det var Forsvaret ikke glade for, og der var en periode, hvor de ville have mig i fængsel i 12 år, fordi de mente, at bogen indeholdt fortrolige informationer. Der var jeg totalt på udebane, og det var en meget anspændt periode, hvor jeg kan huske nogle lange, søvnløse nætter. Jeg forsøgte at håndtere det ved at træne ekstremt meget og spise sundt. Jo mere stresset jeg er, desto mere opmærksom er jeg på, at kroppen får det rigtige brændstof.

I dag kan jeg se, at jeg tidligere har brugt for meget tid på at tænke over tingene og bekymre mig. Særligt da jeg stoppede i Forsvaret og startede som selvstændig forfatter og foredragsholder, var jeg meget bekymret for, hvordan det skulle gå. Det er måske nemt at sige i dag, hvor det har vist sig, at det nok skal gå, men jeg er blevet mere robust og har en større tro på, at det hele ordner sig. Det kommer nok også med erfaringen og alderen. Men jeg har stadig svært ved at sove.

Jeg kan dog også tænke på gode ting, når jeg ligger med hovedet på puden. Det bedste, jeg kan tænke på, er min gamle hund, der døde i 2017. Så tænker jeg på hendes bløde pels og lydene, der kom inde fra stuen, når hun snusede rundt. Det er gode minder, og det virker beroligende på mig. Sex er også godt til at falde i søvn på. Hvis jeg har mulighed for at dyrke det, så virker det altid godt. Det kan løsne op for nogle ting og virker afslappende. Men det kræver jo, at man har en partner at dyrke det med, og det har jeg ikke altid.

Bogen, “Det vi tænker inden vi falder i søvn”, er skrevet af Rasmus Barud Thomsen og kan købes her