Forestil dig selv siddende til en familiefødselsdag. Til bords sidder du med en ældre version af dig. Fremtiden er formentlig knap, for helbredet skranter. Det ældre jeg vil vide, hvad du i sin tid gjorde. Mens de var der. Tiden og helbredet altså. Du vil måske svare ting som, at du blandt andet sørgede for at dyrke regelmæssig motion og spise sundt. Og jeget vil spørge, om du selv synes, der var en fornuftig balance. Om du har bemærket, at stadig flere rammer muren. Og at det ikke er så sært, når ikke vi husker at få nok søvn. For det gjorde du ikke, vel?

Hertil vil du formentlig svare, at du nok ikke får de syv-otte timers søvn hver nat. Men at du føler, at du sagtens kan fungere uden. Og det er jo de færreste, der har mulighed for at få så mange timer. Faktisk sover 39% af danskerne ikke de anbefalede antal timer hver nat. Så du er bestemt ikke alene om det.  

Det lyder som ansvarsfralæggelse, vil jeget svare. 
Her vil du gribe til skarpere midler og fortælle, at der jo altså kun var 24 timer i døgnet. Og at du både skulle træne op til maraton og føre karriere og passe børn og forsøge at spise sundt. Så at du egentlig synes, at du har gjort det ret godt. 

Jeget vil spørge, om du godt er klar over, at der aldrig har været flere stressede danskere. At hvis man ser tilbage på det samfund, vi har ført, lader der til at herske en generel opfattelse af, at stress – og dens fætter depression – er en individuel lidelse, der rammer særlig sårbare perfektionistiske typer. Men at det måske er på tide at anskue det som et kulturelt fænomen, der i høj grad kan kædes sammen med det at leve i et præstationssamfund. Og så vil jeget bemærke, at det ikke lyder som om, du har gjort særligt meget for dit ve og vel. At du, præcis som alle andre, har ført dit liv i hamsterhjul.

Og her bliver det oplagt at stoppe tankeeksperimentet. For dit ældre jeg er rap i replikken, lidt for velforberedt og ved at vinde diskussionen. I stedet er det ved at være tid til, at vi forbereder en god forklaring. 

Når du støder på en indre stemme i fremtiden, der spørger, hvorfor det er vigtigere for dig, at blive hængende på arbejde til dine øjne gør ondt. At stå for tidligt op for at løbe fra solen. Eller partout skal drikke både kaffe og vin med adskillige vennegrupper. Alt sammen i stedet for at overstrege aftaler i kalenderen og rent faktisk sørge for din sengetid, så dine fellows kan få fornøjelsen af dit selskab og ikke bare den burgerøje-betonede skygge af dig selv. Da vil der måske kunne argumenteres for, at der bør falde et bedre svar end, at du håbede, det ville bære frugt med sig, og at det betød virkelig meget for dig at kunne vise verden dit effektive og overskudsfyldte jeg.  

Så skulle du nogensinde ende i ovenstående egen-diskussion, må en strategi, hvor du kryber til korset med det samme, klart være at foretrække: Søvnen var den lange bane, men der skete bare hele tiden noget på den korte. Du havde travlt, og det var sådan livet nu en gang udartede sig, for dig selv og dine medmennesker. Et quick-fix kunne mærkes med det samme, mens konsekvenserne af manglen på søvnen lod vente på sig. Så du glemte rent at vælge dine kampe med omhu. Og hertil må du for eksempel skulle indrømme, at ti kopper kaffe dagligt virkede som en god prioritering, for de gik bare dét stærkere, men synes kortvarigt at have den samme effekt. 

Eller også kan du lægge strategien for dit liv om med det samme. Undgå at skulle undskylde og forklare dig. I stedet rent faktisk prioritere søvnen over alle de andre (små)ligegyldige aktiviteter, som du synes er vigtige her og nu, men er effektløse på sigt.