Jeg finder mig selv på trappetrinnet foran min hoveddør en halvkold sommermorgen. I færd med at binde snørebånd, får jeg langsomt øjne. Mine bevægelser er nærmest koreografiske: Efter snørebåndet kommer løbeuret, der skal sættes i gang. Dernæst en dyb indånding og så afsted. Alt sammen mens jeg undgår at gøre videre notits af, at klokken endnu ikke har rundet 6. Indøvet til den vildeste vane.

Den første kilometer er aldrig sådan rigtig god. Benene skal i gang, og min vejrtrækning vækkes. Men efter lidt tid sker der noget magisk. Kroppen rammer rytmen og nærmest mekanisk bevæger alle dele sig i takt med Mike Skinners “Fit But You Know it.” 

løb-slap-af-søvn

Jeg har sovet godt i nat. Iført mine nye, armygrønne løbetights føler jeg mig flyvende. Det, der for blot to måneder siden var en kamp mod mig selv, min dovenskab og mine brændende lunger, er blevet mit frirum til at få styr på selvsamme. Her finder jeg ro og energi, når jeg løber med vinden i mit ansigt, alene med mit åndedrag og mine tanker. Jeg kan mærke, at jeg lever.

Det er derfor, at jeg elsker løb. I den statiske men velkendte dunken har jeg et fristed. Her kan jeg ikke gøre andet end at lade tankerne få frit løb og fødderne skiftevis slippe asfalten. Jeg kender rytmen. Kan klare den. Og i den ro kan jeg genfinde mig selv, hvis jeg har været fjern i en periode. Her jeg finder frem til mine egne overbevisninger, nye eventyr jeg ønsker at forfølge, og jeg bearbejder de tanker, der fylder hos mig.

Men tænker jeg bare otte uger tilbage var forholdet noget nær det modsatte. Løbeturen stod i baghovedet som endnu en to-do på listen, der synes at blive udsat gang på gang. Et uoverskueligt projekt, der bare skulle overstås, og hvis eneste udbytte var at pleje min samvittighed. For der lå rytmen endnu ikke tåspidserne, og formen var forsvundet.

Og det er ved det minde, at jeg overbevises om, at jeg hader, at jeg elsker løb. For det er så fandens svært at komme i gang. Så umådelig hårdt at holde ved lige i en travl hverdag. En slags love-hate-forhold, der skal plejes for at kunne nyde godt af udbyttet. Og det forpligtende er en smule kvælende. 

Men hvad gør man, når man elsker noget. Man løber i hvert fald ikke væk fra det.