Søvn og træning
Du ved, at træning gør dig sund og stærk. Men før minutterne, du har knoklet, kan give gevinst, er en god restitution alfa omega. Læs med her og bliv klogere på, hvorfor du skal huske at hvile mellem anstrengelserne.
Du ved, at træning gør dig sund og stærk. Men før minutterne, du har knoklet, kan give gevinst, er en god restitution alfa omega. Læs med her og bliv klogere på, hvorfor du skal huske at hvile mellem anstrengelserne.
Måske du føler, du er i dit livs form. Eller også vil du rigtig gerne i gang. Du vil se resultater. Og gerne hurtigt. Vi forstår det godt: Det er motiverende at se kroppen og fysikken forbedre sig. Men lad os i kampens hede ikke glemme dette: Din træning nytter ingenting, hvis ikke du husker at slappe af.
Når du træner, ødelægger du nemlig kroppen lidt – små muskelfibre rives over, og det er årsagen til, at du ovenpå en hård træning kan føle dig øm i kroppen. Derfor har kroppen brug for hvile til at komme sig. Den har brug for restitution.
Når vi restituerer ovenpå en træning, giver vi kroppen en hvileperiode til at sunde sig og samle kræfter til næste fysiske udfordring. Tiden med afslapning giver kroppen næring til at genopbygge sig selv, og får kroppen nok af slagsen, er den så smart indrettet, at den superkompenserer og bliver endnu stærkere, end den var før træningen. Så selvom du måske kan føle, at tiden du tilbringer uden træning føles spildt, hvis du gerne vil hurtigt i god form, forholder det sig faktisk stik modsat. Hvis du husker at slappe af, vil kroppen belønne dig ved at kunne klare endnu større udfordringer næste gang.
Så hvor lang tid er man egentlig om at restituere? Det afhænger primært af træningens varighed og intensitet, men også af, hvor meget du gør – eller ikke gør – for at give kroppen mulighed for at komme sig. Stress og jag i hverdagen, dårlige kostvaner og mangel på søvn forsinker nemlig restitutionen.
Vi er helt med på, at det kan være svært at mærke, om man får den mængde søvn, der skal til. Især fordi det er meget individuelt. Derfor kan det være en god idé at være meget opmærksom på sin søvn, og hvor meget man egentlig sover. Normalt er anbefalingen til voksne, at de bør sove omkring 8 timer hver nat. Men hvis du træner meget og hårdt, er det tit optimalt at sove endnu mere. Team Danmark anbefaler eksempelvis 8-9 timers søvn til deres eliteatleter, og for nogle kan mere også være gavnligt.